Eksempel på CV for socialrådgivere
Som uddannet socialrådgiver eller socialformidler er du kvalificeret til at planlægge, gennemføre og evaluere socialfaglige indsatser. Men stort set alle kandidater til dit drømmejob har taget den samme uddannelse. Derfor handler det om at præsentere din erfaring og kompetencer som det perfekte match til stillingens krav. På denne side kan du lære at udarbejde et stærkt CV som socialrådgiver, se et CV-eksempel, du kan tage udgangspunkt i, og få tips til at gøre dit CV ekstra relevant.
Opbygningen af en socialrådgivers CV
Her er de vigtigste afsnit, du bør have på CV’et som socialrådgiver eller socialformidler.
Personlige oplysninger
Angiv dit fulde navn, telefonnummer og e-mailadresse øverst på CV’et. Som socialrådgiver kan det også være relevant at angive din fysiske adresse og kørekortkategori, men pas på med at inkludere personfølsomme oplysninger. Disse kan sætte arbejdsgiveren i en prekær situation i forhold til loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. En socialrådgivers CV skal som regel ikke indeholde oplysninger som alder, køn og ej heller et CV-foto, især hvis du søger job i kommuneregi.
Overskrift
Hver gang du ansøger om en ny stilling som socialrådgiver, skal dit CV tilpasses til jobannoncen, så du sparer arbejdsgiveren for at skulle læse irrelevant information. CV’ets overskrift og profiltekst er de bedste steder at fremhæve det, der er mest relevant for stillingen. Skriv en overskrift, der indeholder navnet på din stilling og 1-3 kompetencer, som din potentielle arbejdsgiver efterspørger i sin jobannonce.
Eksempler
- “Løsningsorienteret flerfaglig socialrådgiver med 10 års myndighedserfaring”
- “Nærværende og juridisk stærk børne- og ungesocialrådgiver”
- “ICS-uddannet socialformidler med 5 års erfaring inden for handicapområdet”
Profiltekst
Skriv en profiltekst, der opsummerer din erfaring som socialrådgiver i forhold til den stilling, du søger. Nævn nogle stikord fra jobannoncens tekst, der straks fortæller arbejdsgiveren, at du er et godt match. Fremhæv de mest relevante kompetencer, du har, og afslut med en sætning, der fortæller om din motivation. En god måde at præsentere din motivation på er ved at skrive, hvad du vil opnå i stillingen på tre eller fem år, og hvordan det hænger sammen med dine karrieredrømme.
Erhvervserfaring
Angiv din erhvervserfaring med start- og slutdatoer, stillingsnavne og arbejdsgivere. Den omvendt-kronologiske CV-struktur er ofte bedst til CV’er for socialrådgivere og socialformidlere. Vælg enten de seneste eller de mest relevante to-tre stillinger, og opret punktlister til erfaringsbeskrivelser under stillingsnavnene. Der skriver du 3-8 punkter for hver stilling, hvor du beskriver dine ansvarsområder, relevante kompetencer, metoder og resultater. Brug tal, paragrafnumre og konkrete eksempler for at øge dit CV’s troværdighed og relevans.
Eksempel
Børne- og ungerådgiver, Kommunen, 2015-2020
- Udarbejdede afdækninger, børnefaglige undersøgelser og barnets plan
- Iværksatte støtte til børn og unge efter Barnets Lov
- Var tovholder for den koordinerende indsats i sagerne
- Indgik i et tæt tværfagligt samarbejde
- Samarbejdede med forældre og netværk for at hjælpe dem til at støtte børnene
En socialrådgivers CV skal ikke blive for langt. Hold det på 1,5-2 sider, og fjern irrelevante stillinger samt ansættelser, som er ældre end 15 år. For at undgå misforståelser kan du slå ældre stillinger sammen i én linje, hvor du angiver et samlet tidsinterval og opremser relevante stillingsbetegnelser eller arbejdsgivere.
Eksempel
2000-2010: Sagsbehandler i Ydelsesservice og Sygedagpengefastholdelse i Randers Kommune.
Socialrådgiveruddannelsen
På en socialrådgivers CV angives uddannelse med start- og slutdato, uddannelsens navn og sted. Hvis du har taget en anden uddannelse end socialrådgiver, kan det give god mening at tilføje et par listepunkter om, hvordan din uddannelse kvalificerer dig til jobbet.
Er din CV-sektion om uddannelse meget kort, kan du udvide den med din efteruddannelse og relevante kurser. Sørg for at præsentere dine kurser sådan, så man ikke behøver at have kendskab til den pågældende teori eller metode for at forstå, hvad det drejer sig om. Undgå forkortelser, og tilføj eventuelt korte kursusbeskrivelser.
Eksempel
2020-2021 – Marte Meo-metoden – Marte Meo International
- En metode til at skabe en anerkendende og udviklingsstøttende kommunikation mellem ældre og plejepersonale.
Hvis du er nyuddannet, kan du sætte CV-sektionen om din uddannelse øverst på CV’et. Har du derimod noget erfaring, så er det den, der er vigtigst for arbejdsgiveren og derfor skal sættes oven over din uddannelse.
Kompetencer
Har du erfaring med et enkelt ansvarsområde, målgruppe eller lovgivning, kan du som udgangspunkt oprette to CV-sektioner med punktopstillinger: en til faglige og en til personlige kompetencer. Tag udgangspunkt i det, der efterspørges i arbejdsgiverens jobannonce.
Hvis din socialrådgivererfaring går på tværs af arbejdsområder eller målgrupper, kan du bruge kompetencesektionen til at fremhæve det område, der er relevant for stillingen. For eksempel, hvis dit CV’s ansættelseshistorik viser, at du både har erfaring som socialrådgiver for børn og unge, ledige og udsatte, og du søger en stilling inden for arbejdsfastholdelse, kan du sætte beskæftigelsesområdet på din kompetenceliste for at fremhæve det.
Målgrupper og lovgivning
Hvis din drømmestilling kræver brede kompetencer, kan det give god mening at strukturere dit CV yderligere for at fremhæve dem. Overvej at lave ekstra CV-sektioner, hvor du lister de målgrupper og lovgivning, du har mest erfaring med. På den måde kan du sætte fokus på din juridiske kompetence og din brede erfaring.
IT-værktøjer
På et CV som socialrådgiver spiller IT-færdigheder en vigtig rolle. Du skal både være god til at håndtere almindelig software som MS Office og specifikke platforme som KMD Sag, Momentum eller Fasit. Angiv dine IT-værktøjer som en liste, og tilføj niveauer fra øvet til superbruger, eller brug grafiske skalaer fra din CV-skabelon.
Sprogkundskaber
Angiv de sprog, du behersker, med niveauer fra øvet til flydende, og husk, at danskkundskaber er en af topprioriteterne for arbejdsgiverne. De fleste jobannoncer for socialrådgivere nævner specifikt, at du skal være i stand til at formulere dig tydeligt og korrekt i tale og på skrift, både når du kommunikerer med borgere, samarbejdspartnere, og når du skriver rapporter. Derfor bør du ikke nøjes med at nævne dansk på listen over dine sprogkundskaber. Kom ind på det i din profiltekst, skriv det på din kompetenceliste, eller sæt flere ord på dine sproglige kompetencer i en af beskrivelserne i afsnittet om din erhvervserfaring.
3 tips til CV for socialrådgivere
Skræddersy dit CV til stillingen
Hver gang du søger en ny stilling som socialrådgiver, skal dit CV tilpasses for at tydeliggøre, hvordan dine kompetencer matcher stillingens krav. Fremhæv det, der er aktuelt for arbejdsgiveren, ved at flytte de mest relevante punkter op på listerne i erfaringsafsnittet. Omskriv eller slet irrelevante oplysninger, så de relevante fylder mest i dit CV. Skriv altid en ny overskrift og profiltekst, som refererer til konkrete opgaver fra stillingsbeskrivelsen og sammenkæder dem med dine kompetencer.
Tilpas dit sprog i forhold til sektoren
Det er ikke nyt, at socialrådgivere og socialformidlere migrerer fra offentlig til den private sektor eller fra én målgruppe til en anden. Har du planer om at gøre dette, er det vigtigt, at du afstemmer sproget i dit CV. Som socialrådgiver kan det være nødvendigt at udskifte ”borgere” med ”patienter”, ”kunder”, ”elever”, ”beboere” mm., alt efter hvor du søger job. Overvej dine overførbare kompetencer som projektudvikling, -ledelse og -koordinering. Læs flere jobannoncer, hvor den samme arbejdsgiver søger forskellige specialister, for at se, hvilke termer de bruger, og få dit CV til at tale deres sprog.
Brug konkrete eksempler og tal
Prøv at udarbejde nøjagtige beskrivelser til afsnittet ”Erhvervserfaring”. Nævn dine kompetencer i forbindelse med eksempler fra dit arbejdsliv. Angiv de lovparagraffer, du arbejdede med, andre instanser og samarbejdspartnere, og beskriv målgruppen så præcist som muligt. Se, om du kan angive nogle tal, der fortæller din potentielle arbejdsgiver, hvordan du er vant til at arbejde, og hvad du har opnået. På den måde gør du dit CV som socialrådgiver troværdigt og hjælper arbejdsgiveren med at forstå, hvad du kan.
Sådan skriver du et stærkt CV som socialrådgiver
- En socialrådgivers CV kan som tommelfingerregel udformes efter det omvendt-kronologiske format.
- Inkluder CV-sektioner med personlige oplysninger, overskrift og profiltekst, erhvervserfaring, uddannelse og efteruddannelse, faglige kompetencer, personlige kompetencer, målgrupper, lovgivning, IT-værktøjer og sprogkundskaber. Tilføj fritidsinteresser, hvis der er plads.
- Hold dit CV på op til to sider.
- Sæt din erfaring oven over din uddannelse, medmindre du er nyuddannet.
- Brug punktopstillinger under 2-3 stillinger, og beskriv din erfaring og kompetencer i forhold til det, der er relevant for din potentielle arbejdsgiver.
- Under uddannelse og kurser, sørg for at formidle, hvad du har lært, på en måde, som alle kan forstå.
- Husk at nævne de kompetencer, arbejdsgiveren nævner i sin jobannonce.
- Fremhæv dine sprogkundskaber, særligt dansk i tale og på skrift, både i forhold til sagsførelse og direkte kommunikation med borgere og andre involverede parter.
- Afstem sproget i dit CV, så dit ordvalg matcher arbejdsgiverens.
Når du er færdig med dit CV, er det tid til at læse korrektur og sikre, at alt ser ud, som det skal. Gem dit CV som PDF for at sikre, at filen er stabil. Navngiv filen efter skabelonen ”CV_socialrådgiver_Navn_Navnsen”, så arbejdsgiveren nemt kan finde dit CV på deres skrivebord.
Se flere CV-eksempler for at få inspiration til dit eget CV, og læs vores guides om CV-skrivning for at lære, hvordan du får det bedste ud af hvert CV-afsnit.
Held og lykke med dit CV!