Pædagog CV-eksempel
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

CV-eksempel: Pædagog

En pædagogs CV handler i høj grad om at kombinere faglige og metodiske færdigheder med personlige kompetencer og ikke mindst livserfaring. I dette blogindlæg kigger vi på, hvordan du kan opbygge et stærkt CV som pædagog, og kommer med tips samt et eksempel på et pædagogisk CV, du kan bruge som inspiration.

Opret CV

Opbygning af CV for pædagoger

I pædagog-CV’et skal dine personlige erfaringer og styrker fylde mindst lige så meget som dine metodiske færdigheder. For at få dette til at ske kan du tage udgangspunkt i den omvendt-kronologiske CV-opbygning og tilføje ekstra sektioner for at styrke dit CV som pædagog.

Personlige oplysninger

Når du har udstyret dit pædagog-CV med dit fulde navn, e-mailadresse og telefonnummer, kan du overveje, hvorvidt du kan gøre det mere relevant ved at tilføje ekstra personlige oplysninger. Det kan være din hjemmeadresse, kørekort, alder, køn, civilstand, nationalitet eller etnisk baggrund. Disse oplysninger skal nøje overvejes, da de kan føre til forskelsbehandling. På den anden side kan det være et stort plus, hvis de har direkte relevans for den unikke stilling.

CV-overskrift

Titlen på dit CV bør indeholde ordet ”pædagog” eller den mere specifikke betegnelse for den stilling, du søger. Desuden skal den introducere to eller tre af dine kernekompetencer, som du uddyber i resten af dit CV som pædagog. Det er en god idé at inkludere 1-2 kompetencer, som arbejdsgiveren efterspørger, og 1-2, som er helt unikke for dig. Hold dig fra at gentage jobannoncens tekst ordret, men prøv at finde balance mellem arbejdsgiverens og dine egne ord for at udforme en overskrift, der lyder både relevant og troværdig.

Profiltekst

Profilteksten eller CV-resuméet på en pædagogs CV fungerer som en uddybelse af CV-titlen og giver læseren et overblik over dine kompetencer. Samtidig er det stedet, hvor du nævner den konkrete institution eller en detalje, der umiddelbart fortæller arbejdsgiveren, at dette ikke er et ”masseproduceret” CV, og at du har en ægte motivation.

Profilteksten og CV-overskriften skal målrettes i forhold til jobannoncen og skrives på ny til hver stilling, du ansøger. En god måde at gøre det på er at afstemme de kompetencer, du beskriver, med dem, der står i jobannoncen. Arbejdsgivere har forskellige krav og fokusområder, og da profilteksten er noget af det første, de ser, må du gerne tale ind i deres unikke behov.

Erhvervserfaring

Angiv din erhvervserfaring i en omvendt-kronologisk rækkefølge med datoer, stillinger og arbejdsgivere. Lav punktopstillinger under de seneste tre ansættelser, og beskriv dine ansvarsområder, opgaver, initiativer og resultater med fokus på de kompetencer, der er relevante for arbejdsgiveren.

Du kan lave op til 8 punkter under den seneste ansættelse og 3-5 punkter under de andre to. Resten af din erfaring angives i enkelte linjer. Hvis du har holdt længere pauser fra arbejdsmarkedet, bør du også angive dem med datoer og korte, kompetencefokuserede beskrivelser af, hvad du foretog dig.

Uddannelse

CV-sektionen om uddannelse fortæller om dine afsluttede og igangværende uddannelser og kan suppleres med efteruddannelse og kurser. Angiv hver uddannelse med en start- og slutdato, og tjek om navnet på uddannelsesstedet og uddannelsen skal opdateres, da mange pædagogiske uddannelser har ændret navn.

Har du endnu ikke meget praktisk erfaring, eller er din uddannelse ikke direkte relevant for stillingen? Tilføj listepunkter under navnet på din hoveduddannelse, og beskriv, hvordan den er relevant for stillingen. En god måde at gøre det på er at afslutte sætningen ”Uddannelsen gør mig i stand til at…”.

Kompetencer

Da både dine faglige og personlige kompetencer er vigtige i pædagog-CV’et, kan du med fordel lave en CV-sektion til hver i stedet for at blande dem sammen. Lav en punktopstilling med 3-5 faglige kompetencer, og tag højde for dem, der står øverst på listen over arbejdsgiverens krav. Prøv at udarbejde en blandet liste med arbejdsgiverens ord, synonymer og dine egne ord for at gøre din liste relevant, effektiv og troværdig. Gør det samme med CV-sektionen ”Personlige kompetencer”. Begge sektioner skal være korte og bestå af enkelte ord, som du inddrager og uddyber i beskrivelser af din erfaring, uddannelse, fritidsinteresser mm.

Sprogkundskaber

Angiv dine sprogkundskaber med niveauer fra øvet til flydende, og placer denne sektion afhængigt af, hvor vigtige dine sprogkundskaber er i forhold til dit arbejde. Eksempelvis hvis du sender dit pædagog-CV til en international børnehave eller et asylcenter, og du kan et af de mest relevante sprog, kan det være en fordel at sætte sektionen lige under dine personlige oplysninger. 

IT-kundskaber

Digitale færdigheder og kendskab til IT-værktøjer kan styrke dit CV som pædagog hos de fleste arbejdsgivere. Sæt dig ind i institutionens diskurs omkring IT, før du skriver denne sektion, så du kan afgøre, om dine digitale kompetencer er velkomne. Hvis de er, kan du angive de IT-værktøjer, du bruger i dit arbejde, med kompetenceniveauer fra øvet til bruger eller superbruger.

Fritidsinteresser

Fritidsinteresser fortæller meget om dig både som person og som en faglig specialist. Normalt anbefales det at bygge denne CV-sektion op om en fysisk aktivitet og et eksempel på tillidshverv eller et frivilligt job. Ifølge rekrutteringsanalysedata (1) sætter arbejdsgivere pris på de to aktivitetstyper på tværs af brancher og fag. Men det tredje, de ser meget positivt på, især i den offentlige sektor, er familiemennesker. Overvej at beskrive dine aktiviteter sammen med din familie og/eller børn for at styrke dit CV som pædagog.

Tips til at udarbejde et godt pædagog-CV

Brug konkrete eksempler

Beskriv din erfaring og kompetencer så specifikt som muligt. Du kan nævne konkrete steder, aktiviteter og indarbejde tal i dine beskrivelser. Tænk over, hvad du kan angive som tal – det kan være hvor mange børn eller voksne du arbejder med, deres alder, hvor mange år du har arbejdet med en bestemt metode mm. Konkrete detaljer bidrager til, at dit pædagogiske CV bliver mere informativt, effektivt og troværdigt.

Inkludér fremtidsperspektiver

Hvis dit CV som pædagog skal have gennemslagskraft, kan du afslutte din profiltekst med en fremtidsfokuseret sætning. Prøv at beskrive, hvordan hverdagen vil se ud med dig som ansat efter et år eller to. Tænk over, hvad du vil arbejde med, hvordan du vil gøre det, hvilke faglige eller personlige mål du vil sætte dig i den pågældende institution. Tegn et fremtidsbillede for arbejdsgiveren, hvor de kan se den værdi, du vil skabe i huset inden for en konkret tidsramme, som du selv definerer.

Tjek dit CV i forhold til overordnede krav

Sørg for, at længden på dit CV er op til to sider, og at dokumentet er struktureret på en overskuelig måde. Fjern eventuelle gentagelser, og læs korrektur på din tekst. Vælg en matchende ansøgningsskabelon, hvis din arbejdsgiver anmoder om at vedlægge en ansøgning. Tilføj ”Referencer fremsendes på opfordring” i bunden af dit CV. Sidst, men ikke mindst, husk at gemme dit CV som PDF og kalde det efter skabelonen ”Pædagog CV Navn Navnsen”. På den måde kan din potentielle arbejdsgiver nemmere finde dit CV på deres computer.

Få hjælp og idéer til et stærkt pædagog-CV

Brug vores eksempel på et CV som pædagog ovenover for at få en idé om, hvordan dit CV kan se ud. Hvis du mangler inspiration, kan du med fordel læse vores artikler om CV-skrivning og kigge på andre CV-eksempler. Der finder du bl.a. et eksempel til pædagogmedhjælpere, som kan give dig flere relevante idéer. Vælg en af vores intuitive CV-skabeloner, udfyld felterne, og send dit pædagog-CV allerede i dag! 

Kilder:

(1) Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalyse 2015

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV