Læge CV-eksempel for 2025
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 17. marts 2025

CV for læger: Eksempel, vejledning og tips

Som medicinstuderende eller uddannet læge kan det være svært at strukturere sit CV, da den praktiske erfaring og uddannelse går hånd i hånd. I denne guide kan du lære, hvordan du skiller tingene ad og systematiserer informationerne i dit CV med to CV-modeller for læger.

Opret CV

Det strukturerede CV for læger

Som læge er det vigtigt, at dit CV er velstruktureret og nemt at danne overblik over. Der findes to muligheder for layout, som du kan vælge fra:

  • Kronologisk struktureret CV (1-2 sider)
  • Funktionelt CV opdelt efter de syv lægeroller (2-3 sider) 

Mens den første type CV passer til alle, er den ikke bedst i alle tilfælde. Hvis din ansøgning haster, eller hvis du ikke har meget erfaring, kan du nøjes med det almindelige kronologiske CV. Har du derimod tid til at strukturere dit CV lidt bedre, eller hvis din erfaring er lang og alsidig, kan det anbefales, at du udarbejder et CV opdelt efter lægeroller. 

Grundlæggende indhold i en læges CV

Uanset hvilken CV-struktur du vælger, skal dit CV indeholde følgende elementer og information:

  • En beskrivende overskrift: Din titel eller arbejdsgiverens stillingsnummer
  • Personlige oplysninger: Dit fulde navn, telefonnummer, e-mail, autorisations-ID, speciale, anciennitet og (hvis relevant) kørekort, alder, familiemæssig status
  • En målrettet profiltekst: 3-8 linjer om, hvordan dine kompetencer matcher med stillingens krav, og hvad der motiverer dig til at ansøge om stillingen
  • Praktisk lægefaglig og akademisk erfaring: Inklusive start- og fratrædelsesdatoer, arbejdsgivere, stillingsnavne og beskrivelser af ansvarsområder, initiativer og resultater
  • Uddannelse og efteruddannelse: Fra du blev medicinstuderende til nu, inklusive relevante kurser, konferencer, oplæring, specialiseringer, praktikforløb mm.
  • Kompetencer: Faglige og sociale, inklusive bløde færdigheder som empati, kommunikation og samarbejdsevner
  • Færdigheder: Tekniske, metodiske og digitale
  • Andre aktiviteter og oplysninger: Sprogkundskaber, frivillig beskæftigelse, faglige medlemskaber, priser, publikationer, forskning mm.

Det kronologiske CV for læger

Hvis du mangler erfaring eller blot tid til at udarbejde et CV efter de syv lægeroller, kan du lave et standard CV med en kronologisk-bagudrettet struktur. Denne type CV passer til ansøgninger i private praksisser, og den er tilstrækkelig for de læger, der har ensartet eller kortere erfaring. Læs vores guide om det kronologiske CV for at se, hvordan det er udformet, og kig forbi dette CV-eksempel for sygeplejersker for at få mere inspiration.

Udfordringen med et kronologisk struktureret CV for læger er, at lægeerfaringen er tæt forbundet med uddannelse, praktik, forskning og andet, der skal præsenteres under hver stilling. I den kronologiske CV-opstilling bliver disse informationer blandet sammen, hvilket gør det svært at fremhæve vigtige pointer og skabe en overskuelig struktur. Vil du gøre det nemmere for arbejdsgivere at læse dit CV, kan det være bedre at vælge det funktionelle CV, der sorterer dine kompetencer efter de syv lægeroller.

Det funktionelle CV for læger: De syv lægeroller

CV-strukturen med de syv lægeroller (1) er udbredt blandt speciallæger og i Regionerne, men det kan klart anbefales til alle medicinfaglige, at man fører et CV i dette format. For det første giver det rolleopdelte læge-CV arbejdsgiveren optimale vilkår for at få indblik i dine kompetencer. For det andet kan du som læge selv bruge denne CV-model til at danne overblik over din fulde kompetenceprofil og se, hvilke kompetencer du mangler.

CV-formatet med de syv lægeroller svarer til det funktionsopdelte CV (kompetence-CV), og der findes mange CV-skabeloner til at lave det. CV’ets indhold deles op i syv funktioner eller roller, hvilket fremhæver dine vigtigste kompetencer og viser et sammenhængende billede af din faglige profil.

De syv sektioner i et CV for læger:

  • Medicinsk ekspert/lægefaglig
  • Kommunikator
  • Samarbejder
  • Leder/administrator/organisator
  • Sundhedsfremmer
  • Akademiker/forsker og underviser
  • Professionel 

Overskrifterne på de syv afsnit i et CV for læger behøver ikke lyde præcist sådan, som det står på listen. Du kan erstatte skråstregerne med kommaer og tilføje beskrivende adjektiver, der engagerer din læser med relevante og nøjagtige oplysninger. 

Hvordan skriver man et CV med de syv lægeroller? 

Hvis du vælger at sortere informationerne i dit CV efter de syv lægeroller, skal det stadig indeholde de samme grundlæggende oplysninger, som alle CV’er. Start med dine personlige oplysninger, en overskrift og en profiltekst. Opret flere afsnit med punktopstillinger i sidekolonnen, hvor du angiver dine sprogkundskaber, tekniske færdigheder og andre relevante oplysninger. Fortsæt med at oprette syv sektioner til lægerollerne, og vælg, hvordan du vil strukturere CV’et resten af vejen. Du har to følgende muligheder.

Model 1: De syv CV-sektioner med standardoplysninger

Fordel dine ansættelser og uddannelser i de syv kategorier, og inkludér standardoplysninger som dato, stilling og navnet på det hospital eller klinik, du var ansat i. Dine medicinstudier bør også angives med detaljerede oplysninger.

Tilføj beskrivelser af, hvad du lavede, hvad du har opnået, og hvilke kompetencer du har udviklet under hver ansættelse eller uddannelse. Sørg for at fordele alle dine ansættelser og uddannelser på de syv CV-sektioner, så man kan spore hele dit karriereforløb. Hvis de samme stillinger passer til flere kategorier, se om du kan give dem farvekoder eller ikoner for at gøre det nemt at forstå systemet i dit læge-CV.

Eksempel fra en læges CV

MEDICINSK EKSPERT

08/2018 - 03/2019 Reservelæge, Plastikkirurgisk afdeling, Rigshospitalet

  • Erfaring: Ansvarsområder, funktioner, kompetencer, færdigheder
  • Uddannelse: Kurser, kompetenceudvikling
  • Resultater
  • Andet

02/2017 - 07/2018 Reservelæge, KBU, Almen praksis, Allerød Lægeklinik

  • Erfaring: Ansvarsområder, funktioner, kompetencer, færdigheder
  • Uddannelse: Kurser, kompetenceudvikling
  • Resultater
  • Andet

Ovenstående eksempel er inspireret af et CV-eksempel udarbejdet af Sekretariatet for lægelig videreuddannelse ØST (2).

Model 2: De syv CV-sektioner med beskrivelser (anbefalet)

Angiv ikke datoer og andre standardoplysninger i sektionerne med de syv lægeroller, men opret to ekstra afsnit under de syv: Et til din ansættelseshistorik, og et til din uddannelse. Angiv kun datoer for til- og fratrædelse, institutionsnavne og stillingsnavne i en omvendt-kronologisk rækkefølge uden beskrivelser. Beskriv din erfaring i de syv afsnit om lægeroller på en opsummerende måde, og skriv hele sætninger, der fremhæver din kompetence. Din læser kan finde dit uddannelses- og karriereforløb i bunden af CV’et, hvis de vil undersøge noget nærmere.

Eksempel til et lægefagligt CV

MEDICINSK EKSPERT

  • 10 års klinisk erfaring inden for xxx, hvor jeg…
  • 120 timers kurser og efteruddannelse, hvor jeg…
  • 2 års erfaring med AI-assisteret diagnostik

Hvis du vælger dette CV-format, er det afgørende, at du tilføjer en sektion om dit uddannelsesforløb og en om din ansættelseshistorik i bunden af CV’et, hvor læseren kan se datoer og institutioner.

Hvad skal man skrive i de syv CV-sektioner om lægeroller?

Her er Sundhedsstyrelsens retningslinjer (3) for, hvad du bør fokusere på i hvert afsnit om de syv lægeroller på CV’et.

Medicinsk ekspert/lægefaglig

  • Lægevidenskabelig viden, færdighed og holdning (kompetence)
  • Udredning, diagnostik og terapeutisk behandling
  • Lægefaglige prioriteringer, også i situationer, hvor man er nødt til at træffe beslutninger på trods af mangelfulde oplysninger og usikkerheden om evidens samt bedste praksis
  • Identifikation og løsning af sundhedsfaglige problemstillinger

Husk: I dette CV-afsnit angiver du hovedparten af din praktiske erfaring, men sorterer den akademiske del fra. 

Kommunikator

  • Dialog med patienter, pårørende, fagfæller og samarbejdspartnere
  • Evnen og viljen til at se, lytte til, forstå og respektere sine medmennesker
  • Formidling af faglige problemstillinger og løsningsmodeller (metoder og medier)
  • Beherskelse af forskellige medier (talte, skrevne og visuelle)

Husk: I dette CV-afsnit kan du tilføje dine sprogkundskaber, relevante IT-færdigheder, bløde færdigheder, samt visuelle produkter, du har lavet eller som du bruger i praksis, f.eks. plakater, modeller, forklarende skemaer mm.

Samarbejder

  • Initiativtagen, deltagelse i og gennemførelse af fagligt og tværfagligt samarbejde på patient-, organisations- og samfundsniveau med respekt for de involveredes forskellighed
  • Empowerment af patienter
  • Teamsamarbejde som leder og som teammedlem

Husk: I dette CV-afsnit kan du skrive om dine samarbejdsevner ud over det faglige område, i tilfælde af, at du har meget lidt erfaring.

Leder/administrator/organisator

  • Personligt lederskab og ledelse af andre
  • Organisering af arbejdet
  • Administrativ, faglig og strategisk ledelse på individuelt, organisations- og samfundsniveau
  • Prioritering af egen og andres tid
  • Prioritering af tilgængelige ressourcer
  • Patientforløb på tværs af afdelinger og sektorer
  • Mødeledelse
  • Konflikthåndtering
  • Formelle organisatoriske poster
  • Patientsikkerhed
  • Kvalitetsarbejde 

Husk: I dette CV-afsnit kan du tilføje dine IT-færdigheder og eventuelle kurser i person- eller projektledelse. 

Sundhedsfremmer

  • Vejledning og rådgivning om sundhedsfremmende initiativer med fokus på at motivere og yde indflydelse på det enkelte individs og systemets sundhedsadfærd
  • Opdagelse og ageren på tilbagevendende skadevoldende eller sygdomsfremkaldende faktorer
  • Profylaktiske tiltag
  • Sundhedsfremmende tiltag

Husk: I dette CV-afsnit kan du blandt andet angive konferencer, posters, frivilligt arbejde mm. 

Akademiker/forsker og underviser

  • Refleksiv tilgang til egen og andres praksis
  • Evidensbaseret viden og omsætning af forskning til praksis
  • Forsknings- og udviklingsprojekter
  • Ansvar for egen livslange læring
  • Anvendelse af relevante uddannelsesmetoder i undervisning
  • Aktive bidrag til at skabe et positivt uddannelsesmiljø

Husk: I dette CV-afsnit kan du, udover din praktiske erfaring, angive din hoveduddannelse, forskningsprojekter, undervisning, konfrontationstimer, publicerede artikler, kasuistikker, medforfatterskaber mm.

Professionel

  • Omhu og samvittighedsfuldhed
  • Forvaltning af faglighed i overensstemmelse med lægeløftet og lovgivning, i erkendelse af eventuelle etiske dilemmaer, problemstillingens kompleksitet, uklarhed og usikkerhed
  • Beslutningstagen på baggrund af begrænset information
  • Respekt for patientens integritet og autonomi
  • Bevidsthed om at være rollemodel
  • Erkendelse af egne grænser og aktiv søgen efter assistance ved behov
  • Velafbalanceret forhold mellem arbejds- og privatliv

Husk: I dette afsnit kan du inkludere dine fritidsinteresser og sportsaktiviteter for at fremhæve din evne til at passe på dig selv både fysisk og mentalt. 

Tips til et stærkt CV for læger

Undgå statiske CV-skabeloner

Skabeloner i Word, Docs og PowerPoint forlænger den tid, det tager at udarbejde et læge-CV med de syv roller, da du hele tiden skal rette tabellerne for at gøre den mængde information, du har på CV’et, overskueligt at læse. Brug i stedet en online CV-bygger med dynamiske CV-skabeloner, der holder layoutets struktur intakt, uanset hvor mange afsnit du tilføjer, og hvor meget du skriver i dem.

Målret og optimér dit CV

Læs jobannoncen grundigt, og sørg for at nævne de kompetencer, arbejdsgiveren efterspørger, i dit CV. Brug gerne de samme formuleringer, som du ser i jobannoncen, men flet dem sammen med din egen reflekterede tekst. Dette er særligt vigtigt, hvis du søger job i det offentlige sundhedsvæsen, hvor CV’er scannes og sorteres af rekrutteringssoftware, inden de udvalgte få når ud til de rekrutteringsansvarlige. Softwaren kigger på nøglekompetencer, og ofte på netop de formuleringer, der bliver brugt i jobannoncerne.

Få inspiration fra andre lægers CV’er

Læs flere eksempler på CV’er, og spørg dine kolleger, om du kan få lov til at kigge i deres CV. Det er ikke alle læger, der har udarbejdet eksemplariske CV’er, så man skal have et kritisk blik, når man læser dem. Til gengæld kan du få mange idéer til, hvordan du kan formulere dine erfaringer.

Held og lykke med dit læge-CV! 

Kilder:

(1) Lægeforeningen: De 7 roller

(2) Lægeuddannelsen.dk: Eksempel på struktureret Curriculum Vitae

(3) Sundhedsstyrelsen: De syv lægeroller

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV