Kompetence-CV: Sæt fokus på dine styrker
Det kompetencestyrede CV er kendt blandt nyuddannede jobsøgende samt dem, der arbejder på tværs af brancher og jobfunktioner. Har du været til kompetenceafklaring, har du sikkert også hørt om denne CV-type. I denne artikel gennemgår vi, hvordan du opbygger et kompetence-CV, og giver eksempler og tips, der kan hjælpe dig med at skrive.
Hvad er et kompetencestyret CV?
Kompetence-CV’et har mange navne, blandt andet funktionsopbygget eller funktionelt CV samt kompetencestyret eller kompetencebaseret CV. Kort fortalt er et kompetence-CV den anden mest udbredte CV-type efter det omvendt-kronologiske CV. Forskellen mellem de to er, at det omvendt-kronologiske CV tager udgangspunkt i den kronologiske rækkefølge i din karriere, mens kompetence-CV’et fokuserer på dine faglige, personlige og branchespecifikke kompetencer.
Hvornår giver det mening at lave et kompetence-CV?
Kompetence-CV’et er et godt valg for dig, der af en eller anden årsag vil nedtone din erhvervserfaring eller tidslinje i dit CV. Det kan være fordi du er studerende, nyuddannet eller har holdt en lang pause fra arbejdsmarkedet, hvilket har medført tidsmæssige huller i CV’et. Det kan også være, fordi du er i gang med at skifte branche, så dine tidligere ansættelser har lidt eller ingen relevans for den stilling, du søger nu. Sidst, men ikke mindst kan et kompetence-CV være oplagt for dig, der ikke har nogen erfaring og skal ud at finde dit allerførste job eller søge uopfordret.
Hvad skal et kompetence-CV indeholde?
Et kompetence-CV indeholder de samme CV-sektioner som et kronologisk CV, men sektionerne ”Kompetencer” og ”Erhvervserfaring” udformes forskelligt, og andre sektioner inddrages eller slettes efter behov.
De obligatoriske CV-sektioner er:
- Personlige oplysninger
- Relevant overskrift
- Målrettet resumé
- Kompetencer*
- Erhvervserfaring
- Uddannelse
- Fritidsinteresser
- Referencer
*CV-sektionen kan udformes på forskellig vis, alt efter hvad der bedst tjener dit formål. Du kan kalde den ”Kompetencer og erfaring” eller ”Kompetencer og færdigheder”, afhængigt af hvad du vil skrive i afsnittet.
Følgende sektioner er meget vigtige for et vellykket kompetence-CV, men de skal udvælges, afhængigt af hvad du skriver om dine kompetencer i hovedsektionen:
- Kurser og certifikater
- Færdigheder
- Sprogkundskaber
- IT-værktøjer
- Resultater
Hvis du præsenterer dine hårde færdigheder, sprogkundskaber eller IT-kompetencer i hovedsektionen, bør du ikke gentage det i et ekstra afsnit.
Sådan laver du et kompetence-CV
Start med en almindelig CV-skabelon, og udfyld dine personlige oplysninger og uddannelse, skriv en overskrift og din profiltekst, og færdiggør andre afsnit, undtagen ”Kompetencer” og ”Erhvervserfaring”.
Udfyld sektionen ”Erhvervserfaring” kun med datoer, stillingsbetegnelser og arbejdsgivere i en omvendt-kronologisk rækkefølge. Du kan også kalde dette afsnit ”Erfaring” og angive dine frivillige jobs samt anden relevant erfaring i korte træk.
Hvis din CV-skabelon har en sidekolonne, flyt sektionen ”Kompetencer” til den store hovedkolonne, og placer den lige under din profiltekst. Sektionen skal udformes som overskrifter med tilhørende punktopstillinger, som beskrevet i næste afsnit.
Sektionen om erfaring og kompetencer
Gennemgå arbejdsgiverens jobannonce, og notér de 3-5 vigtigste kompetencer, som arbejdsgiveren efterspørger, og som du også besidder. Angiv dem som overskrifter i kompetencesektionen. Overvej, om du har yderligere relevante kompetencer, som ikke bliver nævnt i jobannoncen.
Expert tip:
I kompetenceafsnittet kan der være tale om faglige, personlige og branchespecifikke kompetencer, hårde og bløde færdigheder, sprogkundskaber, erfaring med specifikke IT-værktøjer, maskiner og udstyr mm. De kan bygge på erfaringer fra dit arbejdsliv, frivillige jobs, uddannelse, kurser, fritidsinteresser og endda selvudviklingsrejser under dit sabbatår. Prøv at udarbejde en informationsrig kompetencesektion, hvor du inddrager forskellige aspekter af hver kompetence.
Kig på din erhvervserfaring, uddannelse, frivilligerfaring, færdigheder, sprogkundskaber, IT-værktøjer og alt andet i dit CV, som understøtter den første kompetence. Tænk over:
- Hvor(dan) din kompetence blev til
- Hvor(dan) den kom i spil i dit arbejde
- Hvor(dan) den blev udviklet videre
- Hvilke resultater du har opnået på grund af den
Lav en punktopstilling under den første overskrift, hvor du præsenterer det som bevis for kompetencen. Tilføj et punkt, hvor du relaterer kompetencen til en konkret arbejdsopgave i din ønskede stilling, eller beskriver, hvordan denne kompetence kan skabe værdi hos arbejdsgiveren. Gør det samme med hver kompetence på listen.
Gennemgå sektionen, og fjern eller omformuler eventuelle gentagelser både inde i sektionen og på tværs af CV-sektionerne.
Eksempler på kompetencesektionen
Analyse
- Sætter mig ind i store mængder empirisk data og omsætter det til konkrete strategier for effektivisering
- 2 års erfaring med at analysere marketingkampagnedata og løbende forbedre kampagnestrategier
- Superbruger af AI-værktøjer og Google-scripts til at analysere og opsummere digitaliseret data
Kommunikation
- Koordinerer tværfagligt forskningssamarbejde på mit studie
- Kommunikerer dagligt på tværs af afdelinger i en stor NGO
- Udarbejder rapporter og oversætter kompliceret forskningsmateriale til overskuelige interne beskeder og instrukser
Struktur
- Planlægger og strukturerer mine egne forskningsprojekter
- Sørger for at koordinere samarbejdet mellem studerende på tværs af fag med fokus på deadlines og fælles resultater
- Organiserer årlige marketingkampagner i forbindelse med rekruttering af frivillige
Sådan tilpasser du et kompetencestyret CV til forskellige jobs
Da hvert CV skal være målrettet og relevant for den enkelte stilling, du ansøger om, er du nødt til at tilpasse dit kompetence-CV, hver gang du sender det. Det kan være lettere sagt end gjort. I det kronologiske CV er det ofte nok at ændre overskriften og tilpasse profilteksten til den enkelte stilling, mens et kompetence-CV ofte kræver en mere omfattende revision.
Vi anbefaler, at du opretter og ajourfører et funktionsopdelt brutto-CV, hvor du skriver alle de kompetencer, du gennem tiden har tilegnet dig. På den måde bliver det nemmere at udforme nye kompetence-CV’er til hver stilling, du ansøger om.
Kig på din drømmearbejdsgivers jobannonce, og sammensæt dit kompetence-CV ud fra de kompetencer, de nævner. Gennemlæs dit færdige CV, fjern eventuelle gentagelser, og udvid eller forkort de enkelte listepunkter.
Skriv altid en ny CV-titel og et CV-resumé, hvor du skræddersyr teksten til virksomheden og stillingen. Nævn f.eks. virksomheden eller stillingen i teksten, så din læser ikke er i tvivl om, at du henvender dig personligt til dem. Brug relevante ord og udtryk fra stillingsannoncen samt dine unikke formuleringer for at udpensle, hvilke af dine kompetencer der matcher med hvilke behov hos virksomheden.
Tips til et stærkt kompetence-CV
Nævn nogle tal
Tal skiller sig ud i sætninger og giver meget konkret information om, hvad du kan. Prøv at konvertere dine tidligere erfaringer eller kompetencer til tal, og flet dem ind i din tekst. Du kan overveje at angive antal års erfaring, antallet eller størrelsen af de daglige opgaver du har håndteret, budgetstørrelser, succesrater eller procentdele, som afspejler dine resultater.
Tilpas dit ordvalg
Hvis du laver et kompetence-CV på grund af sektor- eller brancheskift, kan det være en god idé at afstemme dit sprog i CV’et. Særligt er der forskel på termer og jargon i den private og den offentlige sektor. Læs arbejdsgiverens stillingsopslag grundigt, og brug mere tid på research af lignende stillinger eller andre annoncer fra den samme arbejdsgiver. Tilpas dit ordvalg til branchen, så dit kompetence-CV lyder relevant.
Inkluder resultater
Hvis ikke du har inkluderet resultater i punktlisterne under hver kompetence, kan du overveje at lave en ekstra CV-sektion med resultater lige under din kompetencesektion. Udform den som listepunkter, og angiv resultater, som du har opnået i dit karriereliv eller med nogle konkrete projekter. Udvælg resultater, der er relevante for din potentielle arbejdsgiver og din ønskede stilling, og som er repræsentativt for dine evner som fagperson.
Beskriv din vision i fremtiden
Hvis du vil gøre dit kompetence-CV endnu mere overbevisende, kan du afslutte din profiltekst med at fortælle om dine fremtidsperspektiver i den pågældende virksomhed. Tegn et billede af, hvordan fremtiden vil se ud, hvis du bliver en del af teamet, eller hvilke af virksomhedens mål du personligt vil sætte kryds ved på dine første 1-3 år som ansat. På den måde hjælper du arbejdsgiveren med at forestille sig, hvad du kan bringe på bordet, og hvilke resultater du kan skabe.
Find den bedste struktur
Et kompetence-CV kan opbygges på flere måder. Du kan blandt andet kalde din hovedsektion ”Kompetencer og erfaring” eller ”Kompetencer og færdigheder” og flette de ellers adskilte sektioner sammen. Du kan også oprette en række bi-sektioner med hårde og bløde færdigheder, IT-værktøjer, kurser, resultater, sprogkundskaber, frivilligerfaring, fritidsinteresser mm. Sidst, men ikke mindst kan du skrive en lille tekst på størrelse med din profiltekst i bunden af kompetence-CV’et. Kald profilteksten ”Faglig profil” og bundteksten ”Personlig profil”, og lav en kort beskrivelse, hvor du fokuserer på dine personlige kompetencer og menneskelige kvaliteter.
“Skriv altid en ny CV-titel og et CV-resumé, hvor du skræddersyr teksten til virksomheden og stillingen.”
Sæt fokus på dine kompetencer med et funktionelt CV
Et kompetence-CV er en udmærket mulighed for dig, der ikke har så mange års brancheerfaring, som din drømmearbejdsgiver efterspørger, eller dig, hvis karriereliv går på tværs af brancher. Har du holdt længere pauser fra arbejdsmarkedet, eller er du nyuddannet, kan et kompetence-CV også hjælpe med at hive jobbet i land.
Det kompetencestyrede CV fjerner fokus fra tidslinjen i din ansættelseshistorik og fremhæver de kompetencer, der gør dig i stand til at opnå gode resultater i stillingen. På den måde kan du overbevise en potentiel arbejdsgiver om at indkalde dig til en jobsamtale, hvilket til syvende og sidst er formålet med ethvert CV.
Se vores CV-eksempler for at få inspiration til dit kompetence-CV, og bliv klogere på, hvordan du får det bedste ud af hver lille CV-sektion i vores artikler om CV-skrivning.
Held og lykke med din jobsøgning!