CV-profiltekst: Et resumé over din faglige profil
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 18. november 2024

CV-profiltekst: Et resumé over din faglige profil

Faglig profil, CV-resumé eller personlig beskrivelse – kært barn har mange navne, men din CV-profiltekst er noget af det første, arbejdsgiveren læser. Beskriv dig selv på en måde, der straks fortæller arbejdsgiveren, at du er det bedste match til stillingen. I denne guide kan du lære, hvordan du gør, og hente inspiration fra forskellige eksempler på profiltekster til CV’et.

Opret CV

Formålet med en profiltekst på CV 

CV-strukturen med en målrettet CV-titel og en faglig profil er opstået som følge af, at arbejdsgivere har for kort tid til at læse jobansøgninger og ofte må nøjes med CV’et alene. CV’et skal derfor hurtigt og effektivt formidle den mest relevante information om, hvordan du matcher stillingens krav. En faglig profil er den mest effektive måde at give arbejdsgiveren et overblik over din karrieremæssige status quo, relevante kompetencer og fremtidsperspektivet.

Tip:

Din CV-profiltekst og CV-titel skal altid skrives på ny til hver stilling, du søger. Ved at skræddersy de to CV-elementer til hver stillingsannonce kan du målrette CV’et og fremhæve din relevans for forskellige stillinger og arbejdsgivere uden nødvendigvis at skrive hele CV’et om.

Hvordan ser en CV-profiltekst ud?

En god CV-profiltekst fylder mellem 3 og 8 linjer – det kommer an på dit CV-layout. Til orientering kan du skrive mellem 50-200 ord, men prioritér dit CV’s samlede længde, som er på maks. 2 sider.

En stærk faglig profil går som regel i forlængelse af CV-titlen og fokuserer på at uddybe påstandene i den. Den præsenterer din erfaring og resultater med fokus på at vise, hvordan dine kompetencer vil skabe værdi i virksomheden.

Profilteksten placeres øverst på CV’et imellem din CV-titel og din erhvervserfaring eller uddannelse, afhængigt af hvilket af de to afsnit der er mest relevant for din arbejdsgiver.

Hvad skal man skrive i en CV-profiltekst?

Din profiltekst er en koncentreret udgave af dit CV og ansøgning i ét. Der skal du formidle så meget relevant information i forhold til jobannoncen som muligt.

  • Angiv, hvor mange års relevant erfaring du har.
  • Fortæl, hvordan dine kompetencer matcher med de opgaver, udfordringer eller forventede resultater, arbejdsgiveren beskriver i sin jobannonce.
  • Præsenter belæg for dine påstande om kompetencer, du har.
  • Flet eksempler og tal ind i teksten for at illustrere, hvad du kan, og for at øge pålideligheden af din præsentation.
  • Prøv at tegne et billede af, hvordan fremtiden i virksomheden eller teamet vil se ud, når arbejdsgiveren ansætter dig.
“Din profiltekst er en koncentreret udgave af dit CV og ansøgning i ét.”

Sådan skriver du en stærk faglig profil til CV’et

Vælg en CV-skabelon, hvor der er plads til din profiltekst. Start med at skrive en CV-titel, der indeholder 2-3 af dine faglige og personlige kompetencer, der er relevante for stillingen. Skriv derefter en faglig profil med fokus på at præsentere belæg for det, du skriver i titlen, for eksempel:

  • Hvilke karrieremæssige erfaringer der har givet dig disse kompetencer
  • Hvordan disse kompetencer kommer til udtryk i dit arbejdsliv
  • Hvilken værdi de har skabt for arbejdsgivere – helst i form af tal, procentdele, eksempler på resultater.

Ud over argumenterede beskrivelser af dine kompetencer bør din CV-profiltekst tydeligt vise, hvordan du vil skabe værdi for virksomheden. Prøv at komme med et konkret mål, du vil sætte dig, hvis de ansætter dig. Hele dit CV handler om din fortid, men CV-resuméet er det sted, du kan fortælle arbejdsgiveren om din motivation og fremtidsperspektiver i forhold til jeres samarbejde.

Beskriv dig selv: Eksempler på CV-resuméer

Resultatorienteret teknisk B2B-sælger

10 års erfaring med teknisk løsningssalg inden for vandbehandling og kemihåndtering. Ved at identificere og indgå nye aftaler med kunder i pharma- og fødevareindustrien har jeg bidraget til en vækst på 20 % i [tidligere arbejdsgivers] markedsandel og opbygget stærke relationer med nøglekunder som Xovo Xordisk. Med mine stærke forhandlingsevner og personlige målsætning om at lukke hver ny aftale med et 2 % bedre resultat end sidst, vil jeg sikkert og målrettet opbygge kundebasen hos XYZ for at styrke vores position som de mest miljøvenlige på markedet. Mit første mål er at få de 10 største danske virksomheder til at vælge bæredygtig kemihåndtering med løsninger fra XYZ.

Engageret og målrettet hotelmanager

Jeg står i fronten som den bedste udgave af mig selv og viser et godt eksempel for personalet, hvilket over 5 år som hotelmanager hos Grand Hotel ABC har løftet gæstetilfredsheden på Booking.xom fra 7,1 til 9,3. Med en problemløser-attitude og fokus på effektivisering har jeg reduceret vedligeholdelsesomkostningerne med 15 %, implementeret nye kvalitetskontrolsystemer og øget langtidsudlejningen med 25 % ved at indgå faste aftaler med erhvervskunder. Hos Hotel XYZ er mit mål at bygge videre på personalets fantastiske indsats og løfte hotellets gæstevurderinger til 9,1 det første år. I løbet af 5 år ser jeg frem til at få mere ansvar for at udvikle og implementere strategiske initiativer, der styrker hotellets position inden for erhvervsrejser og gastroturisme. 

Nyuddannet pædagog får skærmfri tid til at lykkes

Under min pædagogiske praksis i Roskilde ABC SFO og skole har jeg arbejdet med naturlig reducering af børnenes skærmtid og udvikling af deres interaktionsevner for at forebygge risikoen for ensomhed i voksenalderen. For at styrke elevernes nysgerrighed på omverdenen og hinanden har jeg arrangeret lejrskoler, udflugter, rollespil og andre fysiske aktiviteter, der med succes har fremmet elevernes lyst til at lægge telefonerne fra sig og deltage i live-fællesskaber. Med min øvelse i at kombinere friluftsaktiviteter og værdifulde læringsoplevelser ser jeg frem til at styrke XYZ Friskolens unikke læringsmiljø over de kommende 5-7 år og hjælpe eleverne til at danne fællesskaber for livet.

Ofte stillede spørgsmål om CV-profiltekst

Er CV-profiltekst og CV-resumé det samme?

Ja, en faglig profil, CV-profiltekst og CV-resumé refererer alle tre til en kort opsummerende tekst, der placeres øverst på CV’et eller på ens profil på sociale medier som LinkedIn. Oprindeligt betød et resumé en opsummering af CV’et uden at præsentere ens karrieremæssige planer. Nu er betegnelsen ikke så striks, og man kan selv vurdere, om man vil udvide CV-resuméet med fremtidsperspektiver, motivation og andre anbefalede elementer, som arbejdsgivere efterspørger.

Skal man skrive en faglig profil på CV’et?

83 % af arbejdsgivere (1) læser faglige profiler, og et stigende antal af virksomheder efterspørger informationsrige CV’er uden vedlagte ansøgninger. Derfor kan det kun anbefales at skrive en profiltekst på CV’et. Ved at sammenfatte dine mest relevante CV-oplysninger, motivation og karrieremæssige mål på en måde, der ligner en ultrakort ansøgning, formidler du alt det vigtigste for arbejdsgiveren og sparer deres tid. Ved at skrive en ny profiltekst til hver stilling slipper du for at skulle rette hele CV’et til for at gøre det relevant.

Hvor kan jeg se eksempler på CV-profiltekster?

Du kan finde mange eksempler på CV-profiler blandt vores eksempler på CV’er, og du kan hente yderligere inspiration i artikler om CV-skrivning. For at få flere branchespecifikke idéer, kan det anbefales at kigge på dine kollegaers faglige profiler på LinkedIn, hvor du kan finde både autogenererede og personlige eksempler på CV-profiltekster. Sidst, men ikke mindst kan du overveje at bruge kunstig intelligens til at skrive flere udkast til din profiltekst og ud fra det sammensætte din egen.

Hvordan målretter man CV-resuméet?

For at målrette din CV-profiltekst kan du starte med at sætte dig ind i din potentielle arbejdsgivers jobannonce. Notér, hvilke kompetencer de eftersøger, og hvilken virksomhedskultur der kommer til udtryk i deres jobannonce. Find også konkrete udfordringer og opgaver, der skal løses hos arbejdsgiveren. Når du skriver din profiltekst til CV’et, sørg da for at fremhæve de af dine kompetencer og arbejdskulturelle værdier, som arbejdsgiveren også udpeger. Referér til de opgaver, de nævner, og prøv at beskrive, hvordan du vil kunne løse dem. Jo mere specifikt du kan skrive i forhold til tal, tidshorisonter, resultater og mål, desto mere effektiv vil din CV-profiltekst være.

 Takeaways om den jobvindende profiltekst til CV

En effektiv profiltekst på CV’et kan give din samlede ansøgning gennemslagskraft, da den fremhæver de allervigtigste pointer om dig som kandidat.

  • Vælg en CV-skabelon, hvor der er plads til en profiltekst.
  • Læs arbejdsgiverens jobannonce, og find de kompetencer, der overlapper med dine. Dem bør du fremhæve i din faglige profil på CV’et.
  • Notér de arbejdsopgaver, udfordringer eller forventninger, arbejdsgiveren har, og prøv at matche dem med dine kompetencer. Dette vil gøre din personlige beskrivelse specifik og overbevisende.
  • Overvej at afslutte med at tegne et billede af din karrieremæssige fremtid, med fokus på hvordan du vil skabe værdi i virksomheden. For at gøre dette kan du referere til dine faglige mål inden for, f.eks., det første år i virksomheden, eller ved at angive en længere tidshorisont for dine karrieredrømme.
  • Skriv specifikke detaljer om dine kompetencer, og brug tal i din tekst. Afhængigt af, hvad der prioriteres i din branche, kan tallene handle om dine resultater, størrelsen eller mængden af bestemte opgaver, budgetter, kundetilfredsheden og alt det, der kan måles.
  • Brug også tal til at opsummere din samlede erfaring og beskrive, hvor lang tid det tog dig at opnå et bestemt resultat, eller hvornår du vil opnå noget bestemt hos arbejdsgiveren.
  • Skriv en ny CV-titel og profiltekst, hver gang du søger en ny stilling. På den måde gør du dit CV relevant for hver arbejdsgiver uden at skulle omformulere hele CV’ets indhold.

Held og lykke med din jobsøgning!

Kilder:

(1) Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2017

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV