Kompetencer på CV » Vis dine faglige styrker (2024)
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 29. november 2024

Faglige og personlige kompetencer på CV’et

For at komme i betragtning hos en arbejdsgiver skal de faglige og personlige kompetencer, der angives på CV’et, matche med stillingsbeskrivelsen. I denne guide kan du lære at præsentere dine styrker, kernekompetencer og faglige færdigheder og få svar på de hyppigste spørgsmål om kompetencer på CV’et. Vil du blot have inspiration, kan du springe direkte til vores 250 eksempler på kompetencer til dit CV.

Opret CV

Hvad er kompetencer på et CV?

Ordet kompetencer kan lyde meget abstrakt, men i konteksten af CV-skrivning er der tale om konkrete kvalifikationer og karaktertræk. Kompetencer på et CV deles op i to kategorier: faglige og personlige. Faglige kompetencer er det, man udvikler ved hjælp af sin uddannelse, kurser og praktisk arbejdserfaring. Personlige kompetencer er det, man udvikler gennem sin livserfaring.

Diagram, der viser, hvad faglige og personlige kompetencer på CV består af.

Faglige kompetencer på CV’et viser, hvad du kan

Faglige kompetencer er noget, du udvikler på baggrund af din uddannelse og praktiske erfaring. Det er dine kvalifikationer, faglige færdigheder (metoder og teknik) samt sociale færdigheder (bløde færdigheder). Faglig kompetence udvikles ved, at du konstant bruger dine færdigheder i dit arbejdsliv til at løse problemer, overkomme udfordringer, finde hvad du mangler at lære, og med tiden udvide din værktøjskasse.

Faglige og sociale færdigheder

Både faglige (tekniske, metodiske) og sociale (bløde) færdigheder er noget, man kan lære ved at tage en uddannelse eller kurser. Dog er der en del jobsøgende, som lærer det på egen hånd. I en CV-sammenhæng vægter de færdigheder, du har certifikater eller andet bevis på, mere end de færdigheder, du blot påstår, at du har. Vær opmærksom på dette, når du skriver for dig måske naturlige bløde færdigheder på CV’et uden at have bevis på det.

FAGLIGE FÆRDIGHEDER
  • IT-værktøjer, programmeringssprog
  • Håndtering af maskiner og udstyr
  • Kendskab til lovgivning
  • Undervisningsmetoder
  • Agil projektledelse
SOCIALE FÆRDIGHEDER
  • Kommunikation
  • Forhandling
  • Teamwork
  • Feedback-kultur
  • Tværkulturel situationsfornemmelse

Eksempler på faglige kompetencer per fag 

  • Sygeplejerske: Medicinadministration og dosering, sårpleje og behandling, sundhedsoplysning og patientundervisning, koordinering af patientforløb
  • Socialrådgiver: Udarbejdelse af handleplaner, lovgivning inden for socialområdet, konflikthåndtering, tværfagligt samarbejde med myndigheder og institutioner, rådgivning om sociale ydelser og støtteordninger
  • Pædagog: Udarbejdelse af pædagogiske læreplaner, relationsarbejde, konfliktløsning og kommunikation i børnegrupper, arbejde med inklusion og særlige behov, planlægning af aktiviteter og leg
  • Kok: Sæsonpræget menuplanlægning og udvikling, egenkontrol, tilberedning af specialkost, effektiv køkkenledelse og tidsstyring, vagtplanlægning
  • Projektleder: Projektplanlægning og Gantt-diagrammer, budgetstyring og økonomisk rapportering, risikoanalyse og problemløsning, kommunikation med interessenter og teams, implementering af agile metoder
  • Skuespiller: Karakteropbygning og rollefortolkning, improvisationsteknikker, arbejde med kropssprog og stemmebrug, tekstindlæring og scriptanalyse, scene- og kameraerfaring
  • Salgsassistent: Kundevejledning og -rådgivning, produktkendskab og opdatering, lagerstyring og vareopfyldning, håndtering af kasseapparat og betalingstransaktioner 

Personlige kompetencer på CV’et viser, hvordan du er

Personlige kompetencer er dine karaktertræk, som du har fået gennem opdragelse, social påvirkning, livserfaring og personlig udvikling. Det er de personlige egenskaber, der kommer til udtryk, når du møder en udfordring på arbejde, og definerer, hvordan du møder den.

De tre karaktertræk, som danske arbejdsgivere finder mest attraktive (1) hos potentielle medarbejdere er:

  • Nysgerrighed
  • Selvindsigt
  • Initiativrighed

Eksempler på personlige kompetencer

  • Tålmodig
  • Struktureret
  • Vedholdende
  • Ansvarsfuld
  • Grundig
  • Kreativ
  • Analytisk
  • Målrettet
  • Udadvendt
  • Empatisk
  • Omsorgsfuld
  • Resultatorienteret
  • Detaljeorienteret
  • Kvalitetsorienteret
  • Medmenneskeorienteret

Kernekompetencer skrives på alternative typer CV

Kernekompetencer er dine største styrker og et af de vigtigste CV-afsnit i tre tilfælde:

  • Du søger uopfordret
  • Du sender CV’et til et rekrutteringsbureau
  • Dit CV er kompetencestyret

Kernekompetencer som en CV-sektion er det sted, du angiver typiske kompetencer, som de fleste kandidater til din drømmestilling har. Det er basiskravene for den pågældende stillingstype. Sektionen er nødvendig at have på CV’et, hvis du sender det til virksomheder, som ikke har opslået nogen stilling og derfor ikke ved, hvilken afdeling du kunne være relevant for i forhold til branche og fag.

Hvis du derimod sender et almindeligt kronologisk CV i forbindelse med en almindelig opslået jobannonce, er der ingen grund til at lave dette ekstra afsnit. Arbejdsgiveren ved godt, hvilket fag du repræsenterer, og har brug for en højere detaljeringsgrad i forhold til dine kompetencer. I det tilfælde kan du angive din kernekompetence i overskriften på dit CV og gå direkte til de faglige og personlige kompetencer, der skiller dig ud fra andre kandidater.

Eksempler på kernekompetencer

  • Voksenundervisning
  • Anæstesisygepleje
  • Full stack-udvikling
  • Teamledelse
  • PPC-markedsføring
  • Erhvervsjura

Hvordan angiver man kompetencer på sit CV?

De to vigtigste elementer, danske arbejdsgivere oftest savner i CV’er, er resultater i tidligere jobs og eksempler på udførte opgaver (2). Derfor er det bedst at angive dine kompetencer på CV’et ved at præsentere netop dette. Nævn dine kompetencer i en kontekst af reelle arbejdserfaringer, vis dem ved at angive konkrete opgaver, du har udført, og ikke mindst ved at beskrive resultater, som beviser dine styrker.

Hvis du mangler eksempler på, hvordan man præsenterer kompetencer på CV’et inden for dit fag, kan du kigge på vores fagspecifikke CV-eksempler for at finde inspiration. Profilteksterne i disse eksempler er målrettet mod udvalgte jobannoncer, så du kan se, hvordan relevante kompetencer præsenteres i forbindelse med konkrete opgaver hos arbejdsgiveren. Kig også forbi vores CV-blog for at blive klogere på, hvordan du indarbejder kompetencer i hvert CV-afsnit for at skabe et troværdigt og overbevisende CV.

Hvor på CV’et skal man angive kompetencer?

Kompetencer skal helst præsenteres alle steder på CV’et. Nævn dem i titlen på dit CV, i profilteksten, i beskrivelser af din erhvervserfaring, uddannelse og selv i dine fritidsinteresser. For at fremhæve de kompetencer, der er allervigtigst i forhold til den stilling, du søger, kan du lave punktopstillinger i sidekolonnen på din CV-skabelon.

Opret en sektion til faglige kompetencer, og sæt den øverst, lige under dit CV-foto eller personlige oplysninger. Hvis konkrete færdigheder er vigtigere i dit job, kan du i stedet angive dem øverst. Nedenunder kan du indsætte et afsnit med dine personlige kompetencer, hvis de er relevante for stillingen.

De bedste steder at skrive længere sætninger er i profilteksten og beskrivelser af din erhvervserfaring. Når det kommer til resultater, og hvis du har flere gode tal eller enkelte ord, du kan sætte på dem (f.eks. priser og legater), kan du også lave en særskilt CV-sektion med bullets og sætte dem i sidekolonnen på dit CV. Resultater er vigtigere end sektionerne med kompetencelister og bør derfor sættes højere oppe på CV’et.

Målret din kompetenceprofil mod jobopslaget 

Arbejdsgivere efterspørger målrettede og motiverede CV’er med profiltekster, som med det samme viser kandidatens faglige match med stillingen. Det vil sige, du skal fremhæve de faglige kompetencer, du ser i arbejdsgiverens jobannonce. Dette er også vigtigt for at få dit CV til at passere arbejdsgivernes rekrutteringssystemer, som screener CV’er for bestemte ord og sorterer dem i relevante og irrelevante kandidater.

For at skrive et stærkt CV skal du sørge for at bruge de vigtigste ord om kompetencer, som du finder i annonceteksten, i din egen CV-tekst. Brug dem ordret, og tilføj nogle synonymer, som arbejdsgiveren også kan finde på at indtaste i søgefeltet på sin rekrutteringssoftware, når de søger på de bedst matchende indsendte CV’er. Husk at beskrive dine kompetencer på CV’et ved hjælp af eksempler, og undgå at remse dem op uden at forklare dem et eller andet sted på CV’et. 

Kompetenceafklaring 

Hvis du er i tvivl om din kompetenceprofil, kan du få hjælp med at afklare det:

  • Spørg din fagforening, A-kasse eller jobcenter om hjælp til kompetenceafklaring
  • Chat med kunstig intelligens, få den til at stille dig spørgsmål, give feedback på dit CV og sammenligne dit CV med de jobannoncer, der interesserer dig
  • Læs kvalifikationsbeskrivelsen for din videregående uddannelse – du finder den på uddannelsens hjemmeside eller gennem din studieansvarlige
  • Spørg de arbejdsgivere og undervisere, du har haft
  • Spørg dine venner og familie

Kompetenceudvikling skal også med på CV’et

Dit CV må gerne vise arbejdsgiveren, at du er interesseret og villig til at udvikle dine kompetencer på eget initiativ. Husk derfor at skrive de kurser, workshops, bootcamps, coaching-sessions og andre forløb, du har taget eller er i gang med, på dit CV. Hvis du mangler bestemte faglige færdigheder for at kvalificere til en stilling, du drømmer om, kan du overveje at tage onlinekurser, som ofte er meget billigere end ved fysisk undervisning. Her er nogle platforme, du kan overveje:

  • edX – akademiske uddannelser fra verdens bedste universiteter, fra enkelte fag til hele bachelor-, kandidat- og PhD-uddannelser. Undervisningen og materialerne er gratis, men vil du have papir på et gennemført fag eller tage en hel akademisk grad, skal du betale. Onlineundervisningen og eksamener er af højeste kvalitet og leveres af lektorer og professorer.
  • Coursera – onlinekurser i alle fag, man kan forestille sig. Nogle er gratis, andre koster. Kvaliteten varierer meget. Kurserne leveres af både undervisere og fagfolk.
  • Udemy – betalt onlineundervisning i IT, datavidenskab, business, mm.
  • Udacity – betalt onlineundervisning i datavidenskab, IT, programmering
  • Codecademy – kodning i alle afskygninger, både gratis og betalt
  • LinkedIn Learning – korte kurser med fokus på bløde færdigheder som kommunikation, tekniske færdigheder som Excel, introduktioner i fag som markedsføring og ikke mindst kurser i jobsøgningsstrategier

250 eksempler på fagspecifikke kompetencer

Opsummering

Hvordan du præsenterer dine kompetencer på CV’et er afgørende for, hvorvidt din drømmearbejdsgiver vil ringe dig op og kalde dig ind til en jobsamtale. Her er nogle takeways om kompetencer, vi har gennemgået i denne guide:

  • Der skelnes mellem faglige og personlige kompetencer
  • Personlige kompetencer er et resultat af din opdragelse, livserfaring og personlig udvikling
  • Personlige kompetencer er mindre vigtige at skrive på CV’et, men det kan være en bonus, hvis arbejdsgiveren kan se, at dine faglige kompetencer matcher stillingens krav
  • Faglige kompetencer er et resultat af din uddannelse og praktisk erfaring
  • Faglige kompetencer er altid vigtige at beskrive i dit CV ved at angive eksempler og resultater, der illustrerer dem, i din profiltekst, erfaringsbeskrivelser og andre steder på CV’et
  • Afhængigt af, hvor relevant dette er for den stilling, du søger, kan du vælge at yderligere fremhæve dine kompetencer som bullets i en blandet sektion med faglige og personlige kompetencer eller to adskilte sektioner
  • CV-sektionen om faglige kompetencer bør ikke forveksles med sektionen om faglige færdigheder, IT-færdigheder eller sprogkundskaber; færdigheder skal altid angives på CV’et i separate sektioner eller i afsnittet om kurser og certificeringer, mens kompetencer kan indarbejdes i hele teksten
  • Sektionen om kernekompetencer oprettes på CV’et, når du ansøger uopfordret, skriver et kompetencestyret CV, eller sender dit CV til et rekrutteringsbureau, som modtager CV’er fra jobsøgende med vidt forskellige faglige baggrunde
  • Kernekompetencer er som regel en CV-sektion med de vigtigste overordnede kompetencer inden for dit fag og jobtype, angivet som bullets; sektionen skiller dig ud fra andre fag, men ikke fra andre kandidater inden for det samme fag
  • Arbejdsgivere efterspørger eksempler på dine tidligere opgaver og resultater, som beviser dine faglige kompetencer
  • Opgaver og resultater kan angives i profilteksten og erfaringsbeskrivelser, og resultater kan yderligere fremhæves i en særskilt CV-sektion med bullets, som placeres lige under dit CV-foto
  • Det er vigtigt at afstemme dit ordvalg med arbejdsgiverens jobannonce, når du nævner dine kompetencer på CV’et, for at fremhæve dit faglige match med stillingen og komme igennem arbejdsgiverens rekrutteringssoftware
  • For at præsentere dine kompetencer optimalt i forhold til både softwaren til CV-screening og arbejdsgiveren anbefales det at genbruge nogle stikord om kompetencer fra jobannoncen og tilføje synonymer samt dine egne formuleringer i dit CV’s tekst.

Held og lykke med din jobsøgning!

Kilder

(1)   Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2024

(2)   Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2023

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV