Tips til en overbevisende titel på CV
Titlen på dit CV giver din potentielle arbejdsgiver et førstehåndsindtryk om dig, og derfor har kvaliteten af den enkelte linje en stor betydning for din jobsøgningssucces. I denne artikel finder du tips til at sammensætte en stærk CV-overskrift og eksempler på CV-titler, som du kan bruge som inspiration i din CV-skrivning.
Hvad skal en god CV-titel indeholde?
En CV-titel er CV’ets overskrift, der indsættes øverst på CV’et, oven over din profiltekst. Tidligere plejede man at skrive ”CV” eller ”Curriculum vitae” i titlen, men tiderne har ændret sig. Det moderne arbejdstempo stiller krav om informationsrige CV-overskrifter, der ved første øjekast giver en travl arbejdsgiver et klart billede af kandidatens fagområde, relevante kompetencer og motivation.
- Kompetencer: En god titel på CV’et må gerne indeholde stikord om 1-3 vigtigste kompetencer eller ressourcer, du har. Dette kan være personlige kompetencer, faglige færdigheder, erfaringsniveau, uddannelse og andre særligt vigtige aspekter af din faglige profil, vurderet i forhold til stillingens krav. Din titel på CV’et bør altid skræddersys til den stilling, du ansøger om. Læs derfor jobannoncen, og find de kompetencer, der er mest relevante at nævne for arbejdsgiveren.
- Fagområde: Din nuværende stillingsbetegnelse, profession eller uddannelse kan fortælle meget om dit fagområde og ofte også erfaring. Inkludér den i din CV-titel, og tilføj den branche eller sektor, du arbejder i, for at konkretisere det for arbejdsgiveren.
- Motivation: Selvom det kan lyde udfordrende at vise din motivation i den korte titel på CV’et, kan du prøve at finde enkelte udtryk, der tegner billedet for arbejdsgiveren. Her er der tale om, at dit ordvalg omkring dine kompetencer, altså den indsats, man fra overskriften kan se, at du har lagt i at udarbejde et skarpt og målrettet CV, fortæller hvor motiveret du er. Deciderede beskrivelser af din motivation kan du evt. beholde til dit CV’s profiltekst eller din ansøgning.
Når du brainstormer din CV-titel, hav fokus på at gøre den koncis, nøjagtig og nem at forstå. På den måde kan du gøre den effektiv og overbevisende.
Tip:
Hvis du vil vise motivation med din CV-titel, er udtryk som ”brænder for”, ”passioneret” og ”motiveret” ikke vejen frem. Overvej i stedet, hvilke aspekter af dit fag eller jobtype du er bedst til, hvad du løser og skaber i dit arbejde, og hvad der driver dig. Prøv at formidle din motivation implicit, gennem overbevisende udtryk, der er relevante for arbejdsgiveren.
CV-titlens struktur og format
Det er en god idé at synliggøre din titel på CV’et ved brug af en større skriftstørrelse eller fed skrift. På den måde sikrer du, at det bliver det første, arbejdsgiveren læser, og at dit CV-layout vil fremstå struktureret.
Afhængigt af din CV-skabelon kan titlen placeres øverst i midten eller i sidekolonnen, under dit CV-foto. Overvej, hvad der fungerer bedst i forhold til den samlede længde på dit CV. Konsekvensen af at indsætte en stor overskrift i midten er, at du mister 1-3 linjer af almindelig tekst i bunden af CV’et. På den anden side, hvis du indsætter CV-titlen under dit billede, så skal den både gøres kortere eller mindre i størrelsen for at undgå linjeskift.
Overvej engelske stillingsbetegnelser
Direktør kontra CEO. Chef kontra Head. Manager eller leder kontra Lead. I alle brancher og virksomheder er der et system af danske eller engelske stillingsbetegnelser, som helst skal lyde velkendt for din potentielle arbejdsgiver. Ved at bruge det rette udtryk i din CV-titel kan du fremstå mere relevant, især hvis du skifter branche.
Undersøg tendensen i branchen, og overvej den enkelte virksomhed: Er den organiseret på en traditionel, hierarkisk måde, eller har den en flad organisationsstruktur og en agil tilgang? Se på virksomhedens ansattes stillingsbetegnelser på LinkedIn, og overvej, om det giver mening at oversætte nogle af dine tidligere stillingsbetegnelser.
“Når du brainstormer din CV-titel, hav fokus på at gøre den koncis, nøjagtig og nem at forstå. På den måde kan du gøre den effektiv og overbevisende.”
5 tips til en god titel på CV
Fremhæv kompetencer
Se på stillingsannoncen, og find de kompetencer, arbejdsgiveren efterspørger. Hvis du matcher deres kompetenceprofil, indsæt et par af de vigtigste kompetencer i din CV-titel for at markere din relevans. Det kan være en god idé at gentage en kompetence fra stillingsannoncen ordret og finde synonymer til de andre kompetencer eller udtrykke dem med verber.
Brug aktive verber
Aktive verber i CV-titlen beskriver nøjagtigt, hvad du laver, og giver dit CV et friskt pust af energi. Overvej, hvilke verber der kan udtrykke dine kompetencer. Kan du starte titlen til dit CV med ord som skaber, optimerer, sikrer, øger, forener, gennemfører, sælger eller lignende? Eller kan du bruge dem midt i din overskrift?
Find effektive ord og udtryk
Prøv at finde unikke, nøjagtige og informationsrige adjektiver og adverbier, såsom energisk, proaktiv, analytisk, målrettet, struktureret, innovativ, empatisk, rutineret. Sammensatte ord som resultatskabende, budgetfokuseret eller kvalitetsbevidst kan nogle gange øge nøjagtigheden og effektiviteten yderligere.
Tal giver gennemslagskraft
Tal er en af de mest effektive måder at formidle information på i tekster. Overvej, om du kan indsætte et tal i din CV-titel, f.eks. hvor mange års erfaring du har, eller din personlige faglige rekord i antal salg, procentdel af tilfredse kunder og lignende.
Gentag ikke profilteksten
Din profiltekst følger lige efter titlen på dit CV, hvilket gør gentagelser iøjnefaldende og kan irritere læseren. Sørg for at finde synonymer eller skrive om noget andet i din profiltekst, end du har skrevet i din overskrift.
Eksempler på CV-titler
- Grundig bogholder med 5 års corporate erfaring
- Selvmotiveret og resultatskabende key account manager
- Udviklingsdreven head of marketing i finansbranchen
- Empatisk kundesupporter konverterer 90 % af klager til salg
- Vækstskabende strategiplanlægger for tech-startups
Betydningen af din titel på CV’et
Når du laver et målrettet CV, kan det være tidskrævende at optimere erfaringsbeskrivelserne for dine tidligere stillinger for det specifikke job, du ansøger om. Der kan din CV-overskrift spare dig en masse tid. Overskriften og profilteksten er de to elementer, der nemt kan skiftes ud for at målrette dit CV og vise, hvordan din faglige profil matcher dit drømmejob.
En god CV-titel har også flere funktioner.
Fanger opmærksomhed
CV-titlen er et meget iøjnefaldende element i CV’ets layout. Dette kan være både en fordel og en ulempe. Hvis du finder nogle relevante, unikke, værdifulde og gennemslagskraftige ord til din CV-overskrift, vil din læser blive imponeret og læse videre. Omvendt, hvis du præsenterer en række generiske påstande, som flere andre kandidater også har skrevet på CV’et, kan det få arbejdsgiveren til at vælge ikke at bruge mere tid på at læse resten af dit CV.
Viser din relevans
En god CV-titel fremhæver de kernekompetencer, der skal til for at løse opgaven hos arbejdsgiveren. På den måde viser den fra første øjekast, at du er en relevant kandidat. Den skal være målrettet og præsentere relevante informationer i forhold til stillingens og virksomhedens prioriteter. De stikord, du præsenterer i din CV-titel, kan også hjælpe arbejdsgiveren med at fokusere på samme og lignende kompetencer i resten af dit CV. Nævner du f.eks. grundighed i en stærk titel, behøver du ikke at gentage det i beskrivelser af dine arbejdsopgaver. Skriver du 10 års erfaring i titlen, kan læseren være tilbøjelig til at se gennem fingrene på datoangivelser i din erhvervserfaring, men blot huske tallet fra din overskrift.
Gør dit CV digitalt tilgængeligt
Arbejdsgivere og rekrutteringsmedarbejdere bruger digitale CV-databaser, onlineplatforme samt rekrutteringssoftware, som aflæser og lagrer CV’er. For at finde relevante CV’er bruger man søgefunktioner. Der kan man vælge kategorier, filtre eller indtaste bestemte ord, som man regner med, at der vil stå i relevante kandidaters CV’er.
Når du inkluderer de vigtigste ord om dit fagområde og kompetencer i din CV-titel, vil dit CV hurtigere blive vist i arbejdsgiverens søgeresultater fra CV-databaser. Titlen bliver endnu vigtigere, hvis CV’et skal kunne findes online, på LinkedIn og andre platforme, hvor du får din egen URL. Hvis du inkluderer den rette stillingsbetegnelse eller fagområde samt kompetencer i titlen på CV’et, har du flere chancer for at overgå konkurrenterne i din arbejdsgivers søgning og forhåbentlig komme til en jobsamtale.
Den gode CV-overskrift i korte træk
- En god titel på CV’et bør være relevant for arbejdsgiveren, nøjagtig og koncis.
- Find de betydningstunge ord, der ikke blot fanger opmærksomheden, men også fastholder den og giver din drømmearbejdsgiver lysten til at læse videre.
- Brug stærke adjektiver og adverbier, og overvej at lave unikke og gennemtænkte ordsammensætninger, der implicit formidler din motivation, idet de viser din indsats og bevidsthedsgrad omkring jobbet.
- Tilføj eventuelt et aktivt verbum for at formidle, at du er energisk, handlende og skabende i dit arbejde.
- Overvej at nævne tal for at gøre din CV-overskrift overbevisende og effektiv.
Få mere inspiration og gode råd om udarbejdelse af forskellige CV-afsnit i vores artikler om CV-skrivning, og opret dit nye CV, når du er klar.
Held og lykke med din jobsøgning!