Salgsassistent CV-eksempel
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 16. december 2024

CV-eksempel: Salgsassistent

Supermarkeder og store butikskæder efterspørger salgsassistenter, butiksassistenter og butiksmedarbejdere med lignende faglige kompetencer. Derfor er det vigtigt, at dit CV også sætter fokus på dine personlige kompetencer, som ikke blot gør dig til en god salgsassistent, men også understøtter den enkelte butikschefs vision for den arbejdskultur, de vil skabe i deres lokale team. Her gennemgår vi, hvordan du opbygger et stærkt CV som salgs- eller butiksassistent og giver et eksempel på CV til salgsassistenter, som du kan tage udgangspunkt i.

Opret CV

Opbygningen af et CV som salgsassistent

Hvis du har relevant arbejdserfaring og måske en uddannelse som salgsassistent, er det oplagt at skrive et omvendt-kronologisk CV. Har du derimod ikke meget direkte relevant erfaring, men kender til kundeservice, kassebetjening eller lageropgaver, kan det være bedst at vælge det kompetencestyrede CV.

Uanset om du søger en stilling som salgs- eller butiksassistent, sælger eller salgskonsulent, er der nogle CV-sektioner, der er obligatoriske, og andre der er valgfrie. Her gennemgår vi de vigtigste afsnit i en salgsassistents CV. 

Personlige oplysninger

Angiv dit fulde navn, telefonnummer og mailadresse i sidekolonnen eller øverst på dit CV. Som salgsassistent kan du også angive din fysiske adresse, især hvis den butik, du ansøger i, ligger i din by. Desuden, og især hvis du søger som ungarbejder, kan du tilføje din alder under navnet. Søger du en stilling som kørende salgskonsulent eller salgsrepræsentant, kan oplysninger om dit kørekort og bil også tilføjes i dette afsnit. 

Et opdateret CV-foto

Et forholdsvis nyt CV-foto er vigtigt at have på et CV som salgsassistent. Eksempler på CV’er, som har ført til en samtale i detailbranchen, indeholder hvert et ganske enkelt foto, hvor kandidaten har hverdagstøj på. Imens har eksempler for salgsrepræsentanter og salgskonsulenter CV-billeder, hvor ansøgeren er iført en skjorte eller bluse i kontorstil. 

Kompetencestyret CV-titel og profiltekst

Skriv en stærk overskrift og en kort og målrettet profiltekst, hvor du fortæller om dine kompetencer og erfaring, og matcher det op med de opgaver, du finder i den pågældende jobannonce. Nævn butikschefens navn eller detaljer, som viser, at du har skræddersyet dit CV til lige netop den stilling og virksomhed. Afslut evt. med en sætning, hvor du fortæller om din motivation, dine karrieremæssige målsætninger og ønsker for kompetenceudvikling over en periode på 1-5 år. Profilteksten på en salgsassistents CV kan fylde 3-10 linjer eller 3-5 sætninger.

Eksempel

Mødestabil salgsassistent der øger salgstallene

7 års erfaring fra modekæder og kurser i direkte salgsteknikker samt inspirationssalg har gjort mig i stand til ikke blot at passe butikker, håndtere lagerbestillinger og yde en høj kundeservice, men også at øge salg med op til 37 %. Min fremragende live-kommunikation og evnen til at have fuld opmærksomhed på kunden konverterer butiksbesøgende til tilbagevendende, faste kunder. Hos XYZ Sko vil jeg bidrage med engagement, teamwork og en positiv attitude, som kan mærkes i lokalet.

Relevant erhvervserfaring

Som regel skal erfaringen fylde mest på CV’et. Som salgsassistent kan du fokusere på at fremhæve din erfaring med salg og kundekontakt samt nævne de kompetencer, du ser i den enkelte jobannonce. Nogle arbejdsgivere efterspørger effektivitet og produktivitet, andre går op i produktkendskab, salgsteknikker mm. Uanset hvad, er det altid godt at udtrykke dine tidligere resultater i tal og referere til dine kundeanmeldelser.

Angiv din erhvervserfaring som salgsassistent på CV’et, inkl. stillingsnavne, arbejdsgivernavne samt start- og slutdatoer. Vælg de tre seneste eller mest relevante stillinger, og opret 3-8 listepunkter under hver af dem. Der beskriver du dine ansvarsområder samt de kompetencer, der er relevante for din drømmearbejdsgiver. Sørg for, at din samlede CV-længde ikke overstiger to sider – du skal helst fortælle det vigtigste på den første side.

Eksempel

Salgsassistent, SuperBrugsen Vesterport, 2020-2024

  • Ekspederede kunderne i kasselinjen
  • Ydede kundeservice, som løftede butikkens omdømme fra 3 til 4 stjerner
  • Modtog, registrerede og fyldte varer op
  • Sørgede for, at butikken fremstod ryddelig og præsentabel

Uddannelse

Angiv din uddannelse på CV’et med start- og slutdatoer, uddannelsens navn og sted. Som regel placeres dette afsnit under erhvervserfaringen, men hvis du er nyuddannet salgsassistent, eller hvis du søger efter en elevplads som et led i din detailhandelsuddannelse, er det en fordel at flytte afsnittet op. På den måde kan arbejdsgiveren se de vigtigste informationer med det samme.

Eksempel

Salgsassistent m. profil inden for dagligvarer – Niels Brock – 2017-2020 

Salgsfaglige kompetencer

For at fremhæve de rigtige kompetencer i dit CV bør du kigge på arbejdsgiverens jobannonce. Find 2-3 kompetencer, de efterspørger hos salgsassistenter, og tilføj et par ekstra, som du ikke kan finde i annoncens tekst. Disse skal selvfølgelig være kompetencer, som du besidder, og som afspejles i din profiltekst samt jobbeskrivelser. Indsæt denne liste i sidekolonnen på din CV-skabelon for at fremhæve, hvad der gør dig til det bedste match til stillingen.

Eksempler på faglige kompetencer hos salgsassistenter

  • Kassebetjening
  • Gode kommunikationsevner
  • Varebestilling, registrering, kreditering
  • Salgsteknikker (direkte, telefonisk, chat mm.)
  • Mersalg, opsalg, krydssalg

Personlige kompetencer

Personlige kompetencer er ekstravigtige på et CV som salgsassistent. Vælg 2-3 personlige kompetencer fra arbejdsgiverens annonce, og tilføj nogle, som de ikke har nævnt endnu.

De mest efterspurgte personlige kompetencer for salgsassistenter er:

  • Mødestabil
  • Velorganiseret
  • Ryddelig
  • Smilende
  • Arbejdsom
  • Nærværende
  • Servicemindet
  • Positiv

Sprogkundskaber

Angiv dine sprogkundskaber med niveauer fra øvet til flydende eller modersmål. Hvis arbejdsgiveren nævner andre sprog i jobannoncen, kan det give god mening at placere dette afsnit lige under kompetenceafsnittene i sidekolonnen på dit CV som salgsassistent.

Eksempel

  • Dansk – modersmål
  • Tysk – modersmål
  • Engelsk – flydende

IT-færdigheder

På en salgsassistents CV er det vigtigt at fremhæve IT-færdigheder og software til f.eks. lagerstyring, varebestilling, varemodtagelse mm. Har du erfaring med en butikskædes interne systemer, kan du sætte dette som nummer ét på listen. Angiv dine færdigheder med niveauer fra øvet til superbruger.

Eksempel

  • Coop One – superbruger
  • Gecko – hverdagsbruger
  • Living Retail Platform – øvet

Fritidsinteresser

Hvis der er plads på dit CV, kan du med fordel tilføje et afsnit om dine fritidsinteresser. Dette afsnit hjælper arbejdsgiveren med at forestille sig, hvad du går op i som menneske, og hvordan du kan indgå i deres team af salgsassistenter. Angiv helst en fysisk aktivitet og en frivillig eller social aktivitet. Nævn, hvor mange gange om ugen du gør det, og hvad det giver dig af positiv indflydelse, som du derefter tager med på arbejde og påvirker hele holdet. Dette afsnit placeres i hovedkolonnen på CV’et, i bunden.

Eksempel

En halv times morgenløbetur i hverdagene giver mig fornyet energi og et godt humør, som smitter af på arbejdspladsen.

Tips til at skrive et stærkt CV som salgsassistent

Målret dit CV mod den enkelte butik

Selv de mest ensartede supermarkedskæder har forskellige butikschefer og souschefer, som med deres værdisæt former forskellige arbejdskulturer. Læs din jobannonce, og find ud af, hvad den pågældende arbejdsgiver går op i. Da de påkrævede faglige færdigheder for salgsassistenter oftest er ganske ens på tværs af jobannoncer, er dine personlige kompetencer og værdier vejen til at skille dig ud. Rediger din profiltekst i forbindelse med hver ansøgning for at slette det, der ikke er relevant for den pågældende butikschef, og i stedet fremhæve de relevante aspekter.

Se flere CV-eksempler for salgsassistenter

Hvis du finder det svært at komme i gang med at skrive dit CV, kan det nogle gange være hjælpsomt at få input fra andre. Spørg dit netværk, om der er nogen, der blev indkaldt til en samtale med det samme, da de sendte deres CV. Hvis du kan finde butiksassistenter, butiksansvarlige, salgsassistenter eller souschefer, kan det godt være, at du kan lære af deres CV. Brug gerne vores eksempel på CV til butiksassistenter ovenover som inspiration, og se lignende CV-eksempler, som du kan tage udgangspunkt i.

Sørg for at sende et fejlfrit CV til butikken

Inden du sender dit CV, er det en god idé at få nogen til at læse korrektur på din tekst. Mange jobsøgende salgsassistenter spørger, om det er fair at sende et korrekturlæst CV, hvis man er ordblind eller af andre årsager laver mange fejl. Svaret er ja – et CV, set fra dit perspektiv, er et dokument, som skal motivere arbejdsgiveren til at ringe dig op. Hvis arbejdsgiveren gerne vil undersøge dine skrivefærdigheder, vil de spørge om dette under jobsamtalen. 

Sådan skriver du et stærkt CV som salgsassistent

  1. Start med en CV-skabelon (du kan bruge den, du ser i CV-eksemplet til salgsassistenter i toppen af siden)
  2. Udfyld dine personlige oplysninger, erhvervserfaring, uddannelse, faglige og personlige kompetencer og eventuelt andre CV-sektioner
  3. Læs jobopslaget grundigt, og skriv en målrettet CV-titel samt profiltekst
  4. Tilpas din erfaring som salgsassistent til jobopslaget: Fremhæv relevante oplysninger, reducer de irrelevante
  5. Indsæt et retvisende og præsentabelt CV-foto
  6. Forkort dit CV, hvis det er længere end to sider
  7. Flyt CV-sektioner med lister af enkelte ord til sidekolonnen, og dem med sætninger til hovedkolonnen
  8. Læs korrektur på dit CV, selvom du som salgsassistent ikke behøver gode skriftlige færdigheder
  9. Dobbelttjek dine kontaktoplysninger
  10. Gem dit CV som PDF, og navngiv filen efter skabelonen ”Salgsassistent_Navn_Navnsen_CV”

Se flere tips til CV-skrivning, og skriv dit CV færdigt i dag med CVwizards effektive CV-bygger og intuitive skabeloner. Du kan starte med at klikke på salgsassistentens CV-eksempel ovenover for at komme direkte ind på CV-skabelonen og gøre den din egen.

Held og lykke med din jobsøgning!

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Bliv husket med dit CV

Opret og download et professionelt CV nemt og hurtigt.

Opret CV