Europass-CV: Standarden for CV’er i EU
Europass-CV er den europæiske standard for CV'er, som gør det lettere for jobsøgende og studerende at præsentere deres kvalifikationer og kompetencer på tværs af Europa. Det er en del af Europass-platformen, som er skabt til at gøre det nemmere at finde job i EU- og EØS-landene. I denne artikel kigger vi nærmere på platformens muligheder og begrænsninger med særligt fokus på Europass-CV.
Hvad er Europass?
Europass er en omfattende løsning designet til at gøre dine færdigheder, kompetencer og kvalifikationer letforståelige for arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner i hele Europa. Dette initiativ støttes af EU-Kommissionen og sigter mod at fremme arbejdskraftens mobilitet på tværs af landegrænser. Hvad enten du søger job eller skal udarbejde din ansøgning om et Erasmusophold, kan du bruge Europass som et hjælpemiddel.
Europass-platformens funktioner dækker over bl.a. Europass-profil (en faglig onlineprofil), Europass-CV, ansøgningshjælp, adgang til jobdatabaser samt en del redskaber til at overføre dine uddannelser og kompetencer til forskellige landes standarder. Desuden kan du oversætte dine dokumenter til forskellige sprog og bestille uddannelsesbeviser på de sprog gennem din uddannelsesinstitution.
Men den mest omdiskuterede funktion på platformen er Europass-CV’et: En rigtig god idé, men også et risikofyldt projekt, hvis du vil lave skarpe og målrettede CV’er til specifikke jobannoncer.
Hvad er et Europass-CV?
Europass-CV er EU’s standardiserede CV-model, som har til formål at gøre din faglige profil forståelig for arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner i hele Europa. På den måde er det tiltænkt at sikre, at dine kvalifikationer og erhvervserfaringer præsenteres klart og effektivt, uanset hvor i EU du vælger at flytte til.
Du kan finde Europass-CV’et på Europass’ hjemmeside og starte med at oprette en Europass-profil for at få mulighed for at lave flere CV’er over tid. Dine CV’er kan oversættes til flere sprog, og du kan vælge forskellige skabelondesigns samt tilpasse teksten til forskellige arbejdsgivere. Ændringerne i dit CV har ikke indflydelse på din offentlige onlineprofil, så du bør være opmærksom på at få dem til at stemme begge steder.
Hvad indeholder et Europass-CV?
Europass-CV’et indeholder de vigtigste afsnit i et CV samt ekstraafsnit til særlige tilfælde:
- Erhvervserfaring
- Uddannelse
- Sprogkundskaber (med niveauer)
- Digitale færdigheder (uden niveauer)
- Æresbevisninger og priser
- Anbefalinger
- Frivilligt arbejde
- Hobbyer og interesser
- Kommunikationsfærdigheder og sociale kompetencer (uden niveauer)
- Konferencer og seminarer
- Kørekort
- Kreative aktiviteter
- Lederkompetencer (uden niveauer)
- Netværk og medlemskaber
- Organisatoriske færdigheder
- Andet (sektioner med dato, institutionsnavn og andre oplysninger, men du behøver ikke at udfylde alle felter)
Sådan laver du et Europass-CV
På Europass’ hjemmeside har du tre muligheder for at oprette et CV:
- Oprette en profil, hvor du udfylder dine CV-data og samler dine certificeringer, eksamensbeviser mm., som nemt kan vedhæftes dine ansøgninger
- Uploade et CV, du tidligere har lavet med Europass, og opdatere det
- Oprette et nyt CV uden at oprette en brugerprofil
Her gennemgår vi, hvordan du laver et Europass-CV uden at oprette en profil.
Europass-CV: Trin for trin
- Gå til Europass’ CV-side, og vælg ”Opret et nyt CV”. Du ser følgende side:
- Vælg dit sprog og datoformat
- Udfyld dit fornavn, efternavn og ”Om mig”, som er din CV-profiltekst
- Vælg, om du vil udfylde felterne for fødselsdato, køn, statsborgerskab (”Personlige oplysninger”)*
- Udfyld dine kontaktoplysninger og klik på ”Gem”
- Klik på ”Tilføj nyt afsnit”, og vælg ”Erhvervserfaring”**
- Udfyld felterne om din erhvervserfaring, inkl. stilling, arbejdsgiver, by, land, start- og slutdato, beskrivelser samt evt. yderligere oplysninger som referencer. Klik på ”Gem”
- Klik på ”Tilføj nyt afsnit”, og vælg ”Uddannelse”
- Udfyld felterne for din uddannelse, angiv evt. EQF-niveauet, og klik på ”Gem”
- Klik på ”Tilføj nyt afsnit”, og vælg ”Digitale færdigheder” (kan bruges til tekniske, IT, sociale færdigheder samt kompetencer)
- ”Gruppér dine kvalifikationer”, og indtast gruppenavne såsom IT-, tekniske og sociale færdigheder samt faglige og personlige kompetencer
- Indtast dine færdigheder og kompetencer, og sortér dem i grupper
- Klik på ”Gem”
- Tilføj, udfyld og gem nye afsnit på samme måde, indtil du har et færdigt CV.
- Klik på ”Næste”, når du er færdig
- Vælg en CV-skabelon, farve, skriftstørrelse
- Fjern evt. Europass-logoet, og klik på ”Næste”
- Tjek i forhåndsvisningen, om dit CV ser ud som det skal
- Navngiv dit CV som ”CV-profession-Navn-Navnsen”
Klik på download, og gem filen som PDF.
*Vær opmærksom på, at afsnittet ”Personlige oplysninger” er fast på Europass-CV’et. Det vil sige, at overskriften bliver på CV’et, selv hvis du vælger ikke at angive disse potentielt diskrimineringsfremmende oplysninger. Som et resultat får du to overskrifter, som følger efter hinanden: ”Personlige oplysninger” og ”Kontaktoplysninger”.
**”Erhvervserfaring” er den eneste CV-sektion, hvor indholdet, dvs. de enkelte stillinger, kan flyttes op og ned på skabelonen. Alle andre sektioner er faste, så du skal indtaste dine uddannelser, kompetencer mm. i den rigtige rækkefølge.
Test af Europass’ CV-skabeloner
Vi har testet fire CV-skabeloner på platformen Europass og sammenlignet dem med en typisk CV-skabelon fra CVwizard for at se, hvordan et Europass-CV kan struktureres. For at udføre denne test har vi kopieret og indsat de samme CV-oplysninger (se CV-eksempel for salgsassistenter) i skabeloner på begge platforme og dermed udfyldt følgende CV-sektioner:
- Personlige oplysninger
- Profiltekst
- Erhvervserfaring
- Uddannelse
- Færdigheder
- Personlige kompetencer
- Sprog
Konklusionen er, at den samme tekst fylder én side i en CV-skabelon fra CVwizard og 1,5-2 sider i en skabelon fra Europass. Man kan derfor regne med, at et typisk dansk CV på 2 sider vil blive dobbelt så langt, hvis man laver det med Europass. Du kan se eksempler på Europass-CV’et nedenfor og sammenligne dem med vores CV-eksempler.
Eksempler på Europass-CV’er
Fordele ved Europass-CV
- Formatet er anerkendt i hele EU, og du kan bruge Europass-logoet på dit CV som en form for blåstempling
- CV’ets ensartede struktur sikrer, at alle de vigtige CV-oplysninger er nemme at finde og forstå for arbejdsgivere, uanset hvilket land de opererer i. Dette kan være en afgørende faktor, når dit CV skal vurderes i forhold til lokale kandidater.
- Nemt at oprette mange CV’er, når du først er kommet igennem oprettelsen af din Europass-profil. Dette kræver et stort stykke arbejde. Men når du en gang er færdig, kan du oprette CV’er ved at hente dataet fra din onlineprofil og vælge forskellige skabeloner.
- Europass-systemet tilbyder værktøjer til CV-bilag, hvor du kan dokumentere og præsentere dine uddannelses- og arbejdserfaringer på en måde, der fremhæver dine kompetencer. Med bilag som Europass-mobilitetsbevis og diverse tillæg til diplomer kan du give potentielle arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner et fuldendt billede af dine kvalifikationer.
- Systemets integration med europæiske job- og uddannelsesplatforme kan åbne op for jobmuligheder, du måske ikke ville have fundet på egen hånd. Udover jobsøgning gør Europass-CV det lettere at ansøge om internationale studieprogrammer, praktikophold og frivilligt arbejde.
Ulemper ved Europass-CV
- Europass-platformen er svær at navigere i, og brugerfladen er ikke brugervenlig. Dette gør det svært og tidskrævende både at finde og at gøre brug af de nyttige værktøjer.
- Mange unødvendige felter: Hvis du udfylder alle felterne i skabelonen, bliver dit CV overfyldt med informationer, som er irrelevante for arbejdsgivere. Stil dig kritisk over for, hvilke felter du udfylder.
- Ufleksible skabeloner: Man kan ikke justere linjeafstand, ændre navnene på CV-sektioner eller rykke sektionerne til sidekolonnen. Sektioner som ”Kompetencer”, ”Færdigheder”, ”Sprog” og lignende, som typisk præsenteres i små, kompakte punktopstillinger i sidekolonnen, bliver til store afsnit i hovedkolonnen og forlænger CV’et.
- Sprogniveauer fylder på CV’et: Sprogangivelsen er opdelt i lytte-, læse-, skrive- og samtalefærdighed samt mundtlig fremstilling, og du skal angive niveauet (A1-C2) for hver. Dette gør, at CV-sektionen om sprogkundskaber bliver til en stor tabel i hovedkolonnen. Da de færreste arbejdsgivere kender til EU’s sprogniveauer, kan denne sektion skabe mere forvirring end klarhed.
- Lille udvalg af skabeloner: Europass-CV arbejder stille og roligt på at udvide sit skabelonudvalg, og det nuværende tempo betyder, at du ikke har mange muligheder for at tilpasse dit CV's design og layout.
- Det er nemt at fremstå utroværdig, hvis du opretter en profil på platformen med dit brutto-CV og samtidig laver målrettede CV’er, hvor din erfaring er sorteret, da arbejdsgivere kan sammenligne dem.
Den største faldgrube er, at dine ændringer i Europass-CV’et ikke bliver synkroniseret med din offentlige Europass-profil.
Andre funktioner for jobsøgende fra Europass-platformen
Ud over Europass-CV’et tilbyder Europass-platformen mange hjælpsomme redskaber til at støtte jobsøgende og studerende i deres karriere- og uddannelsesrejser. Disse værktøjer er skabt for at komplementere dit CV og give en mere dybdegående præsentation af dine kvalifikationer og erfaringer. På platformen får du blandt andet hjælp til at skrive en ansøgning samt fire vigtige redskaber til at tilpasse dit CV det europæiske arbejdsmarked.
Europass-profil
Europass-profilen ligner LinkedIn og muliggør informationsdeling om dine færdigheder, kompetencer og kvalifikationer. Ved at oprette en Europass-profil kan du samle alle dine uddannelses- og erhvervsrelaterede informationer ét sted, dele links med arbejdsgivere og udarbejde CV’er ved at hente informationen direkte fra profilen. Profilen gør det også nemmere at søge jobs og ansøge i EU’s jobdatabaser:
- EURES (European Employment Services) – EU’s jobbank, som er sammensat af alle nationale jobcentres jobbanker på tværs af EU og EØS.
- EPSO (European Personnel Selection Office) – EU’s egen rekrutteringsplatform og jobdatabase for jobs i selve EU’s institutioner.
- Erasmus+ (European Region Action Scheme for the Mobility of University Students) – platform og database for studieophold i EU.
Europass-mobilitetsbevis
Europass-mobilitetsbevis er et dokument, som kan bruges som bevis på din læringserfaring fra studieophold, praktik, frivilligt arbejde eller erhvervsuddannelse i udlandet. Dette værktøj hjælper med at omsætte f.eks. studieophold til konkrete færdigheder og præsentere dem i et internationalt anerkendt format. Europass-mobilitetsbeviset giver en detaljeret beskrivelse af dit ophold, inkl. arbejdsopgaver eller læringsmål, opnåede resultater og udviklede kompetencer.
Tillæg til erhvervsuddannelsesbeviser: Europass Certificate Supplement
Europass Certificate Supplement er et tillæg til erhvervsuddannelsesbeviser. Tillægget indeholder en detaljeret beskrivelse af uddannelsens indhold og niveau. Desuden beskriver det de færdigheder og kompetencer, du har tilegnet dig, samt hvordan de kan anvendes på arbejdsmarkedet. Dette tillæg er særligt nyttigt, da det hjælper arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner med at forstå dine kvalifikationer bedre.
Tillæg til eksamensbeviset: Europass Diploma Supplement
Europass Diploma Supplement er et tillæg til dine diplomer og eksamensbeviser inden for højere uddannelse. Det indeholder en detaljeret beskrivelse af dine studier, resultater samt uddannelsesniveau. Supplementet er designet til at gøre det lettere at forstå, hvad dine studier har omfattet.
Pro tip:
Når du forbereder dit CV til internationale jobansøgninger, er det vigtigt at fremhæve dine sprogkundskaber og internationale erfaringer. Europass tilbyder fremragende værktøjer til at vurdere dine færdigheder og finde, hvad du skal kalde dem i dit CV i EU-landene.
Har du brug for et Europass-CV?
Når du overvejer at arbejde i udlandet, kan Europass-platformen være et godt redskab til at danne overblik over dine muligheder og til at foretage nogle kompetencevurderinger. Eksempelvis indeholder platformen en test af digitale færdigheder samt internationale niveaubeskrivelser af sprogkundskaber og kvalifikationer. Alt dette hjælper ikke kun med at sætte ord på dine kompetencer, men også med at finde de helt rigtige ord, der kan genkendes i andre EU-lande.
Europass-CV sikrer, at dine kvalifikationer og erfaringer præsenteres på en måde, som arbejdsgivere i forskellige lande let kan forstå. Men det er også vigtigt at være opmærksom på platformens faldgruber.
Den største faldgrube er, at dine ændringer i Europass-CV’et ikke bliver synkroniseret med din offentlige Europass-profil. Hvis arbejdsgiveren tjekker den efter at have læst dit CV og finder væsentlige forskelle – også selvom du blot har fremhævet nogle andre kompetencer i dine jobbeskrivelser for at målrette dit CV til arbejdsgiverens jobopslag – kan det skabe et utroværdigt billede af dig som kandidat.
Afsluttende overvejelser om Europass-CV’et
Europass-CV og de tilhørende værktøjer kan være en værdifuld ressource for dig, der overvejer at søge job, frivilligt arbejde eller et studieophold i EU og EØS. CV’ets ensartede format og brede anerkendelse kan lette vejen til jobmuligheder og uddannelsesprogrammer i hele Europa. Det er dog vigtigt at overveje både fordele og ulemper.
For dig, der vil lave mange CV-udgaver til forskellige arbejdsgivere i EU, kan det være en god idé at kombinere Europass-platformens værktøjer med eksterne CV-generatorer, der ikke påvirker din Europass-profil. På den måde kan du sikre, at dit CV ikke blot opfylder standardkravene, men også kan skræddersys til konkrete virksomheder og stillinger, hvilket er afgørende for CV’ets succes.
På platforme som CVwizard kan du vælge CV-skabeloner, hvor du selv bestemmer over afsnittenes placering og CV’ets længde. De fleste skabeloner kan rumme dobbelt så mange oplysninger som Europass’ skabeloner.
Uanset om du vælger at bruge Europass-CV eller ej, er det vigtigste, at du præsenterer dig på den mest overbevisende måde og udnytter alle tilgængelige ressourcer for at nå dine karrieremål. Gå på opdagelse på nEuropass, læs vores guides om CV-skrivning, og opret et CV på få minutter!